REGION HOVEDSTADEN
DRAGØR
Individuelle boligforbedringer
Dragør Kommunalbestyrelse har sagt god for, at Boligselskabet Engparken optager et 12-årigt realkreditlån på 2.150.000 kr. til individuelle boligforbedringer under den kollektive råderet.
Den kollektive råderet indebærer, at lejerne kan forbedre boligen på punkter, som lejer ellers ikke har adgang til - for eksempel nye køkkener og badeværelser.
RØDOVRE
Midlertidig daginstitution
Rødovre Kommunalbestyrelse har sagt god for, at der bruges 9.950.000 kr. til etablering af en midlertidig børneinstitution syd for SFO Kærhuset, idet der er et aktuelt behov for udvidelse af den eksisterende pladskapacitet på daginstitutionsområdet.
Opgaven udbydes i hovedentreprise, og institutionen skal opføres som pavillonbyggeri i to etager og have plads til omkring 120 børn i alderen 0 - 6 år.
REGION SJÆLLAND
HØNG
42 ældreboliger
Domea har på vegne af Boligselskabet Alliken søgt Kalundborg Kommune om godkendelse af opførelse af 42 almene ældreboliger i Hyldens Kvarter i Høng til brug for botilbud for psykisk sårbare voksne borgere med et tilhørende kommunalt serviceareal på 420 kvm. Samtidig søges der om godkendelse af skema A for byggeriet, hvor anskaffelsessummen for boligerne er beregnet til godt 64,4 mio. kr. og for servicearealet til godt 9,9 mio. kr.
Byggeriet opføres i landlig stil fordelt på grunden som fire gårde i én etage på en eng med højt græs og med et fælleshus i midten.
De 42 almene ældreboliger er på hver 65 kvm. Byggeriet ventes opført i perioden fra januar 2020 til januar 2021, og opgaven kommer i EU-udbud.
VORDINGBORG
Biogasanlæg
Niras har på vegne af NFG Nature Energy Biogas A/S fremsendt ansøgning til Vordingborg Kommune om etablering af et 300.000 ton biogasanlæg ved Køng Mose, og Vordingborg Kommunalbestyrelse besluttede forleden at igangsætte en planlægningsproces for det ansøgte biogasanlæg.
Processen starter med en forhøring med indkaldelse af idéer og forslag til den forestående planlægning. Denne del af planlægningsprocessen slutter 12. oktober.
REGION SYDDANMARK
BROAGER
Opførelse af daginstitution
Der skal opføres en ny daginstitution på Vesterbakke 9 i Broager, og i den forbindelse er der udarbejdet et forslag til lokalplan og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg, som Sønderborg Byråd skal tage stilling til i på sit møde på onsdag 3. oktober.
Forvaltningen indstiller, at forslagene godkendes og fremlægges i otte ugers offentlig høring.
Daginstitutionen skal kunne rumme 50 børn, og det er Deutscher Schul- und Sprachverein, der har søgt om tilladelse til byggeriet.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om nye byggeprojekter i Dragør, Rødovre, Høng, Vordingborg og Broager