I et enkelt tilfælde har Region Syddanmark bedt om, at en virksomhed blev fjernet fra en liste af potentielle underleverandører, som totalentreprenøren CMB/Itinera havde fremlagt for bygherren under optimeringsfasen på to totalentrepriser til 2,8 mia. kr. på Nyt Odense Universitetshospital (Nyt OUH).
- Der var enkelte tilfælde, hvor bygherren var lidt lunken ved virksomheder og et enkelt tilfælde, hvor den ønskede, at en virksomhed blev fjernet fra listen af potentielle underleverandører, fortæller Aroldo Tegon, der er projektdirektør på Nyt OUH og normalt tilknyttet entreprenøren CMB.
I alt har CMB/Itinera afleveret en liste med 239 potentielle underleverandører, som konsortiet kan finde på at kontakt til, når det skal indhente tilbud til opgaverne på Nyt OUH.
Nej tak til udenlandsk firma
Mandag aften indgik CMB/Itinera og Region Syddanmark den endelige kontrakt på totalentrepriserne på henholdsvis vidensakse og senge- og behandlingsafsnit på det store sygehusbyggeri.
Den betingede kontrakt blev underskrevet i december, men efter en optimeringsfase er parterne nu klar til at fuldbyrde samarbejdet. Kontrakten underskrives efter standstill-perioden.
Det materiale, der nu er afleveret, har således overbevist regionen om, at totalentreprenøren gennem forskellige optimeringer af projektet kan bygge vidensakse, behandlings- og sengeafsnit uden at skære kvadratmetre eller funktioner ud af projekterne.
Samtidig godtgør materialet, at projektet holder sig inden for den aftalte anlægsøkonomi, og at totalentreprenøren kan aflevere bygningerne til regionen i slutningen af 2022.
Region Syddanmark bekræfter, at der var en enkelt virksomhed blandt kandidaterne, som man ikke ønskede at have som underleverandør på byggepladsen. Navnet på firmaet er ikke muligt at få oplyst, men der er tale om en udenlandsk entreprenør, der er aktiv på det danske marked i forvejen.
Aroldo Tegon fortæller, at totalentreprenøren forventer at have de første underentreprenører på plads inden årsskiftet. Det vil omfatte opgaver som forberedende arbejder, udgravning og de indledende konstruktioner.
Vælger de første i år
I løbet af 2019 følger opgaver inden for facade og installation.
- For facade og installationer kan vi sagtens komme til at vælge flere underleverandører, for det er krævende opgaver, siger han.
CMB/Itinera er i kontakt med flere danske virksomheder. Ud af de 239 på listen er 131 danske.
- Vi vil forsøge at være så danske som muligt, men det skal også hænge sammen med, hvad der er muligt i forhold til blandt andet logistik og kapacitet, siger Aroldo Tegon.
Under optimeringsfasen er hospitalet desuden blevet mere standardiseret, og byggeriet indeholder nu mere præfabrikation end i det tidlige projektudkast.
- Præfabrikation udgør vel omkring 20-25 pct., hvor 10-15 pct. er normalen på projekter som dette, fortæller viceprojektdirktør på Nyt OUH, Peter Holm.
Ros fra ekspert
Lene Faber Ussing, lektor ved Institut for Byggeri og Anlæg på Aalborg Universitet, roser Region Syddanmark for at udbyde i totalentrepriser og indlede med en betinget kontrakt, inden den endeligt underskrives.
- Det skal bygherren have ros for. Det giver god mening på så store og komplicerede byggerier som sygehuse. Optimeringsperioden giver mulighed for, at man lige så stille kan begynde at designe tidligt i forløbet. Og parterne får set hinanden an og kan sige nej tak, inden man endeligt skriver under. Bygherren får en fornemmelse for, om det bliver et godt samarbejde, og om det er en entreprenør, der opfører sig ordentligt. Og med totalentreprisen kan de undgå nogle af de problemer, som andre sygehusbyggerier slås med, fordi de har en stor gruppe af fagentreprenører, de skal holde styr på, siger hun.
CMB/Itinera blev mandag også udpeget som totalentreprenør på den sidste del af Nyt OUH, det såkaldte klyngeudbud.
Her vil der også være en optimeringsfase, inden den endelige underskrift sættes.
Mulig leverandør til Nyt OUH blev afvist af bygherre
Region Syddanmark har netop gennemført en optimeringsfase inden den endelige kontraktunderskrivelse med italienske CMB/Itinera på to totalentrepriser på Nyt OUH