REGION HOVEDSTADEN
FREDERIKSBERG
Flytning og udvidelse af cykelparkering
By- og Miljøudvalget i Frederiksberg Kommune vedtog forleden at imødekomme Børnehuset Valhallas ønske om flytning af cykelparkering.
Børnehuset Valhalla, der holder til på Kong Georgs Vej 69, vil flytte cykelparkering fra midt i parkeringsarealet til parkeringsarealets østligste ende. Ved samme lejlighed vil børnehuset gerne have udvidet cykelparkeringen.
Udgifterne til at gennemføre projektet er anslået til til 150.000 kr.
REGION MIDTJYLLAND
NEES
Udvidelse af solcellepark
Lemvig Kommunalbestyrelse har vedtaget lokalplan nr. 205 og et tilhørende kommuneplantillæg for udvidelse af solcelleparken ved Nees endeligt.
Planerne giver mulighed for at udvide eksisterende udlagt område til solcelle-anlæg ved Nees med cirka 10 hektar, så det samlede areal, der kan anvendes til solenergiproduktion, bliver cirka 73 hektar.
LEMVIG
Udskiftning af signalanlæg
Lemvig Kommunalbestyrelse har i forbindelse med budget 2019 afsat 1 mio. kr. til renovering af krydset Havnegade/Enghavevej, da det eksisterende signalanlæg er nedslidt.
Teknik- og miljøudvalget så forleden på to skitser, hvor lysregulering fjernes og der ændres på afstribningen og dermed også på kørselsmønsteret, og et alternativ, hvor signalanlægget udskiftes og eksisterende kørselsmønster fastholdes. Udvalget besluttede, at der skal arbejdes videre med udskiftning af signalanlæg og fastholdelse af eksisterende kørselsmønster.
LEMVIG
Områdefornyelse
Teknik- og miljøudvalget i Lemvig Kommune vedtog på sit seneste møde en helhedsplan for det videre arbejde med områdefornyelsen i Lemvig og en selvstændig plan for delprojekt 2.1, begrønning for områdefornyelsen i Lemvig midtby.
Helhedsplanen er en viderebearbejdning og konkretisering af tankerne i områdefornyelsesprogrammet "Lemvig på bagsiden" fra april 2016, og formålet med den er at skabe et arbejdsgrundlag for det videre arbejde med de enkelte delprojekter og at sikre en overordnet sammenhæng imellem dem. Helhedsplanen skal sikre "den røde tråd" gennem byrummene, så der eksempelvis er genkendelige elementer, der viser sig flere steder i de forskellige byrum.
Der er givet en samlet anlægsbevilling på 12 mio. kr. til områdefornyelsen.
Den selvstændige begrønningsplan beskriver de grønne tiltag indenfor områdefornyelsesafgrænsningen og samspillet med de øvrige grønne tiltag i Lemvig by. Derudover er planen udarbejdet i samspil med de øvrige projekter i områdefornyelsen og bliver gennemført over hele perioden frem til april 2021.
REGION SYDDANMARK
VARDE
Nedrivning
Varde Kommune har modtaget ansøgning om dispensation til nedrivning af en bevaringsværdig bygning i to etager i baggården til Smedegade 30a i Varde, som er opført omkring 1890. Den er oprindeligt opført som vaskerum, brændselsrum, stald og pakrum og med et foderrum på første sal. Bygningen er i dårlig stand, og ansøger ønsker at nedrive bygningen og i stedet anvende arealet til gårdhave.
Forvaltningen anbefaler, at der under forudsætning af positiv høring gives tilladelse til nedrivning.
Sagen behandles i udvalget for plan og teknik i dag.
VARDE
Belægningsarbejde
Udvalget for Plan og Teknik i Varde Kommune besluttede i slutning af 2017 at igangsætte anlægsprojekter for delområde Nordhavn, Sydhavn og Å-parken, at igangsætte planlægning og udbudsproces for etablering af Grydergade og Nørregade som historiske gader, og at udarbejde oplæg til design af den fremtidige belægning på Kræmmergade og Vestergade, hvor der tages hensyn til, at gaderne ud over at fremstå som historiske gader også skal fungere som gågader.
I dag har udvalget projektet på dagsordenen, og det indstilles, at et forslag til udformning af Vestergade/Kræmmergade godkendes, at at der igangsættes en udbudsproces for etablering af Vestergade/Kræmmergade, og at ny belægning i Nørregade og Grydergade udgår af områdefornyelsesprojektet.
OKSBØL
Nedrivning
Det gamle Ravmuseum i Vestergade 25 i Oksbøl har stået tomt, siden museet flyttede aktiviteterne til Tirpitz i 2017. Varde Kommune har haft ejendommen i offentligt udbud, uden der er kommet bud.
Ejendommen er oprindeligt et gammelt mejeri, som er ombygget til museum og består af et erhvervsareal på 1.047 m2. Bygningen er opført i 1963 og er i generel dårlig stand.
Forvaltningen vurderer, at et nyt udbud af ejendommen ikke vil medføre et salg på grund af bygningens ringe stand og anbefaler, at bygningen i stedet rives ned.
Udvalget for plan og teknik tager stilling til forvaltningens anbefaling på sit møde i dag.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter på Frederiksberg, i Nees, Lemvig, Varde og Oksbøl