23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

De store entreprenører laver mere - men tjener mindre

Hård konkurrence, stigende priser og mangel på arbejdskraft presser indtjeningsevnen hos de store byggeentreprenører, som fortsat fylder ordrebøgerne

Væksten fortsætter, men indtjeningsevnen falder. Sådan kan udviklingen kort opsummeres med en ny brancheanalyse fra Licitationen - Byggeriets Dagblad, som omfatter de byggeentreprenører, der offentliggjorde en omsætning på mindst 250 mio. kr. i den seneste årsrapport.

Hele 18 af analysens 40 virksomheder gik tilbage på indtjeningen i løbet af det seneste regnskabsår. Dermed faldt indtjeningen i segmentet med 15 procent, mens antallet af entreprenørvirksomheder med en overskudsgrad på mere end 5 procent blev reduceret fra 20 til 14.

Til gengæld vokser tre af fire entreprenørvirksomheder på omsætningen. Det er en højere andel end i de foregående år, mens entreprenørernes samlede vækst på 8 procent til gengæld er den laveste i analysens seksårige perspektiv.

En af de mest gennemgående forklaringer på den vigende indtjening er, at den høje aktivitet medfører stigende priser på både materialer og ikke mindst lønninger til de ansatte, som det bliver stadig sværere at finde nok af.

Hvad udad tabes
Samtidig medfører den hårde konkurrence, at det er svært for entreprenørerne at hæve priserne.

Nøglen til en forbedret indtjening er derfor at se indad, mener Lars Storr-Hansen, der er adm. direktør i Dansk Byggeri. Han opfordrer til skarp risikostyring samt et kritisk blik på de opgaver, entreprenørerne byder ind på.

Samme holdning har Thomas Frommelt, der er partner i Deloitte med fokus på byggebranchen:

- Særligt i lyset af den nuværende højkonjunktur, så er det vigtigt, at branchen fortsætter med at investere i tiltag, der kan løfte indtjeningen. Det drejer sig for eksempel om investeringer i at forbedre opgaveplanlægning, tidsstyring og digitalisering.

Holdningen vækker genklang blandt flere af de store entreprenørvirksomheders direktører.

- Der er travlt i markedet, og det skal vi selvfølgelig alle sammen passe lidt på med, siger Asger Enggaard fra A. Enggaard.

Han er dog - i lighed med flere af sine direktør-kollegaer - ganske optimistisk på vegne af branchen, hvor flere bruger højkonjunkturen til både at fylde ordrebøgerne samt finde nye nicher at tjene penge på.

Det gælder eksempelvis for Skou Gruppen, som nu supplerer de klassiske renoverings- og byggearbejder med at ombygge tagboliger i København, mens Elindco har bevæget sig ind på markedet for boligrenoveringer.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.125|