23948sdkhjf

- Pludselig får vi konkurrence af landets største entreprenører på en entreprise til to mio. kr.

Licitationen: Der er udsigt til et vigende anlægsmarked i 2019 med færre investeringer. Hvordan håndterer I den situation?

Frank Schou Kruse,
adm. direktør og medejer i Entreprenørfirmaet Nordkysten A/S:
- Vi har mange rammeaftaler inden for forsyningsområdet, der strækker sig over flere år, så vi er ikke så hårdt mærket af det.

Og vi accepterer, at det går lidt sidelæns i nogle år. Men dermed ikke sagt, at vi kan slappe af. Vi skal hele tiden fokusere på, at i morgen skal vi være bedre end i dag.
Vi skal konstant trimme og effektivisere for at holde os konkurrencedygtige.

Vi har dog bemærket, at nogle af de helt store er begyndt at byde på små entrepriser. Lige pludselig får vi konkurrence af landets største entreprenører på en entreprise til to mio. kr. Det studser vi da lidt over.

Ebbe Malte Iversen,
adm. direktør i Per Aarsleff Holding A/S:
- Faldet i aktiviteter vil sikkert øge konkurrencesituationen. Vi arbejder med løbende effektiviseringer der, hvor vi har valgt at gøre os gældende.

Stef Heykoop,
adm. direktør i Danjord A/S:
- Jeg vil faktisk sige, at det allerede har været aktuelt fra 2017 til 2018. Vi holder fast i vores strategi, som har vist sig at fungere godt. Det indebærer, at vi skal have fat på projekter, som har en tilpas faglig kompleksitet. De skal have en faglig bredde med flere fag.

Det kan være en kombination af eksempelvis brolægning, kloak og anlægsgartnerarbejde, som vi kan løse isoleret i Danjord. Men det kan også være i samarbejde med vores søsterselskaber i koncernen, heriblandt opgaver som hænger sammen med byggeriprojekter. Og når vi kigger på størrelse, så skal vi for os selv ikke over 75-100 mio. kr.

Jørgen Søndergaard,
adm. direktør i Arkil A/S:
- Vi fokuserer med større intensitet på det kommunale marked, i regionerne og inden for forsyning. Og så er vi startet op inden for råhusbyggeri, der lever op til forventningerne, og som vi forventer at udvikle yderligere.

Generelt kan vi også se, at der er flere afledte aktiviteter af den høje aktivitet inden for byggeri specielt omkring de større købstæder. Overordnet forsøger vi i vore anlægsafdelinger, hvor vi i forvejen har en stærk position i de største købstæder i Danmark, at gøre brug af de kompetencer, vi har opbygget inden for blandt andet totalentrepriser og udførelse af større anlægsentrepriser.

Artiklen er en del af temaet Anlægsentreprenører.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109