23948sdkhjf

Godt træk med nemmere regler for voksenlærlinge

Lad os nu i fællesskab få alle dem, der overhovedet kan, i gang på arbejdsmarkedet, skriver Arbejdsgiverne

Regeringen og en række partier er blevet enige om at forenkle beskæftigelsesindsatsen og gøre op med kompleks lovgivning, særregler og svær administration. Målet er, at få flere væk fra offentlig forsørgelse og i arbejde.

Det er vi meget positive overfor i Arbejdsgiverne. Det er ekstremt vigtigt i et samfund med mangel på arbejdskraft, at vi får matchet ledige med ledige stillinger. Det koster os alle sammen dyrt, når folk står uden for arbejdsmarkedet. Samtidig mangler vi hænder mange steder. I industrien mangler vi primært faglærte.

Derfor glæder vi os særligt over en forenkling af voksenlærlingeordningen. I dag er reglerne så komplicerede, at hverken virksomheder eller ledige kan forstå dem. Eksempelvis afhænger tilskuddet til en voksenlærling af, hvor længe man har været ledig, om man allerede har en erhvervsuddannelse, og hvor gammel den er. Her bliver der nu færre satser og højere tilskud.

Roser hensigten
Aftalens klare og generelle ambition om regelforenkling retter sig mod en række forskellige punkter. De er klart et skridt i den rigtige retning. Vi har dog set mange politiske ambitioner om regelforenkling efterhånden. Derfor vil vi nøjes med at rose hensigten. Vi venter med at se, hvilken karakter der skal gives for udførelsen.

Mange virksomheder har de senere år set hvordan, at regler og administrative krav fylder mere og mere. Det dræner særligt de små og mellemstore virksomheder for tid, der kunne være blevet brugt at koncentrere sig om at drive forretning til glæde for hele samfundet. Vi håber, at det nu begynder at rulle den anden vej.

Jobcentrene og a-kasserne skal efter den nye aftale have fokus på at understøtte virksomhedernes efterspørgsel. De skal også opsøge arbejdsgivere og tilbyde bistand til at formidle relevante stillinger til de ledige. Her vil man i højere grad følge op på, om de lever op til denne forpligtigelse.

Det følger vi i Arbejdsgiverne også med interesse. Lad os nu i fællesskab få alle dem, der overhovedet kan, i gang på arbejdsmarkedet. Så har vi en chance for at håndtere den mangel på arbejdskraft, der kun bliver større i de kommende år.

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094