23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter i Aalborg, Sulsted, Gødvad, Sunds, Silkeborg, Skanderborg, Herning, Roskilde, Kalundborg, Lyngby og Egedal

REGION NORDJYLLAND

AALBORG

Renovering af almene boliger
Magistraten i Aalborg anbefaler over for byrådet, at renoveringsprojektet og den tilhørende helhedsplan for fremtidssikring af Plus Bolig afd. 47. C. P. Holbølls Plads i Seminariekvarteret godkendes, og at skema A med en beregnet anskaffelsessum på 393.584.000 kr. godkendes.

Afdeling 47 består i dag af et højhus i fire etager med 48 boliger, 11 lave blokke i to etager med 176 boliger og 66 rækkehuse. Afdelingen er opført i 1964 og trænger til at blive renoveret. I boligerne er der et dårligt indeklima på grund af dårlige ventilationsforhold, kuldebro i facader, dårlig lydisolering mv. Det dårlige indeklima giver blandt andet problemer med vækst af skimmelsvampe på kolde flader i boligerne.

Alle bygningerne er opført med flade tagkonstruktioner, som ofte er utætte på grund af byggefejl og tagdækningen trænger til udskiftning. Facadebeklædning, udhæng med videre er nedslidte, og ved altangange, trapperum og altaner er der konstateret store betonskader. Afdelingens udearealer er også nedslidte og trænger til en opdatering.

Når renoveringsprojektet er gennemført kommer afdelingen til at bestå af 204 etageboliger og 66 rækkehuse.

SULSTED

24 almene boliger
Boligselskabet Nordjylland afd. 01.76 søger nu Aalborg Byråd om godkendelse af skema A for 24 nye almene familieboliger i form af rækkehuse, som boligselskabet vil opføre på Toftegårdsvej i Sulsted.

Magistraten anbefaler, at der gives tilsagn om støtte til boligbyggeriet, som har en støtteberettiget anskaffelsessum på 39.678.000 kr.

Bebyggelsen opføres med 17 boliger på cirka 91 kvm fordelt på tre værelser og syv boliger på cirka 75 kvm fordelt på to værelser.

REGION MIDTJYLLAND

GØDVAD

Gårdhavehuse og parcelhuse
Plan- og vejudvalget i Silkeborg Kommune skal på sit møde i dag tage stilling til, om at der skal udarbejdes lokalplan og kommuneplantillæg for Eriksborg i Gødvad.

Rådgiver har på vegne af bygherre fremsendt en bebyggelsesplan for Eriksborg tredje etape som en naturlig fortsættelse af den udvikling der er i gang. Planen indeholder åben-lav boliger i form af 25 gårdhavehuse på mindre grunde og 23 grunde til parcelhuse i maksimalt to etager.

Området syd for Eriksborg har i løbet af de sidste år udviklet sig fra åbent land til boligområde med flere typer af boliger.

Teknik- og miljøafdelingen vurderer, at der skal igangsættes en forhøring, hvor der indkaldes idéer og forslag til den kommende planlægning.

SUNDS

Boliger
Herning Byråd har vedtaget lokalplan nr. 21.BL1.3 for boliger på Granly i Sunds endeligt.

Det er lokalplanens formål at muliggøre etablering af et mindre boligområde med enten åben/lav eller tæt/lav bebyggelse.

SILKEBORG

Etageboliger
Plan- og Vejudvalget i Silkeborg Kommune skal på sit møde i dag drøfte, hvor mange etager, der kan arbejdes videre med i forbindelse med nyt byggeri på adresserne Christian 8s. Vej 7A og Rosenørns Allé 2 i Silkeborg.

Silkeborg Kommune har modtaget to projekter for ny etagebebyggelse umiddelbart øst og vest for Christian 8.s Vej. Begge projekter ønskes opført i en skala, som er noget højere end den omkringliggende bebyggelse, og inden der arbejdes videre med projekterne, har bygherrerne ønsket at få udvalgets stillingtagen til byggeriernes skala.

SKANDERBORG

Skolebyggerier
Undervisnings- og Børneudvalget i Skanderborg Kommune skal på sit møde i dag drøfte kapacitets-, renoverings- og tilbygningsbehov på folkeskolerne i kommunen og fastsætte principper for det videre arbejde på området.

Skanderborg Kommune oplever i disse år en stigning i antallet af børn, og dermed øges kapacitetsbehovet på kommunens institutioner og skoler også. Smak Architects har lavet en bygningsanalyse af skolerne, som viser et samlet investeringsbehov på 309 mio. kr.

HERNING

Udvidelse af hotel
Der er udarbejdet forslag til lokalplan 11.C31.2 for et centerområde på hjørnet af Skolegade og Bredgade i Herning for at muliggøre udvidelse af en eksisterende hotelvirksomhed i området, og lokalplanforslaget blev godkendt af Herning Byråd forleden.

Ny bebyggelse må højst opføres i fem etage med en maksimal højde på 18 meter. Udover nyt byggeri tillader lokalplanen, at en bagbygning rives ned.

Byrådet har også godkendt et forslag til lokalplan for et område ved Godsbanevej i Herning. Lokalplanen skal gøre det muligt at etablere et aktivitetscenter for forskellige sportsgrene i området, der ikke passer ind i de øvrige sportshaller i kommunen. Lokalplanområdet må anvendes til offentlige formål i form af kultur-/idræts-/aktivitetscenter med et stort udvalg af sportsgrene, herunder skaterpark, klatrevægge, parkour, rullehockey, basket, calisthenics, fitness, kampsport, e-sport, øve- og undervisningslokaler med mere samt en mindre café i tilknytning til de ovennævnte faciliteter.

REGION SJÆLLAND

ROSKILDE

18 boliger
En privat grundejer ønsker at udvikle den sidste etape af boligområdet Holmehøj i Gundsømagle med 18 boliger, hvilket kræver udarbejdelse af en lokalplan.

Plan- og teknikudvalget i Roskilde Kommune beslutter på sit møde i dag, om der skal gives grønt lys for at sætte lokalplanlægningen i gang.

KALUNDBORG

Udbygning af Rema 1000
Forslag til Lokalplan nr. 570 for et butiksområde på Slagelsevej, som blandt andet vil bane vej for en udvidelse af Rema 1000, har været fremlagt i fire ugers offentlig høring og indstilles nu til endelig vedtagelse i Kalundborg Kommunalbestyrelse via teknik- og miljøudvalget og økonomiudvalget.

Sagen behandles af teknik- og miljøudvalget i dag.

REGION HOVEDSTADEN

LYNGBY

Reposudvidelse
Lyngby-Taarbæk Kommunalbestyrelsen godkendte forleden en ansøgning fra Lyngby almennyttige Boligselskab, afdeling Lystoftevænget om låneoptagelse og lejeforhøjelse i forbindelse med individuel reposudvidelse i afdelingens rækkehuse.

Både beboerne og boligorganisationens bestyrelse har godkendt sagen.

EGEDAL

Plejeboliger
Der skal etableres nye plejeboliger til ældre og boliger til unge med Autisme Spektrum Forstyrrelser i Egedsal kommune. Egedal Byråd besluttede forleden, at et udvidelsesforslag skal indgå i forhandlingerne om budget 2019-2022. Byrådet besluttede også, at et nyt plejecenter med 78 boliger skal etableres i campusområdet i Egedal By, og at det skal etableres af boligselskabet ØAB/DAB.

0,7 mio. kr. til forberedelse af byggemodning og masterplan i campusområdet finansieres indenfor allerede afsatte og frigjorte midler.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.104|instance-web02