De længe ventede sager mod en række nedbrydningsfirmaer, der står anklaget for at have lånt priser til hinanden, går nu i gang med den første sag allerede i morgen ved retten i Holbæk.
Her står ejeren af et enkeltmands-nedbrydningsfirma (der er navneforbud i dette konkrete tilfælde, red.) anklaget for at udveksle priser med et andet nedbrydningsfirma, Søndergaard Nedrivning.
Udvekslingen af priser er ifølge anklageskriftet som Licitationen - Byggeriets Dagblad har fået aktindsigt i, sket i 2013.
Udvekslingen er sket i forbindelse med afgivelse af et tilbud på lige under otte mio. kroner for en underentreprise på et stort renoveringsprojekt på Amager.
Senere på måneden kommer en anden af nedbrydningsbranchens virksomheder på anklagebænken.
Det er firmaet Kingo Karlsen A/S med hovedsæde i Silkeborg, hvor en ledende medarbejder står anklaget for at have arbejdet med lånepriser. Her er det Retten i Roskilde, der skal lægge lokaler til.
Bøde og fængsel
Der har ikke været anlagt sager med krav om både bødestraf og fængsling i denne type sager før. Men i 2013 blev straffen for kartelvirksomhed og for at udveksle priser skærpet, og det er denne skærpelse, som anklagemyndigheden nu vil have afprøvet med henblik på hårdere straffe for at sætte konkurrencen ud af spil.
Flere af virksomhederne er medlem af Dansk Byggeri via brancheforeningen Miljøsanerings- og Nedbrydningssektionen, og anklagerne har fået Dansk Byggeris ledelse til at opfordre formanden Thomas Kingo fra en af de anklagede firmaer til at gå af, indtil dommene er faldet i sagerne.
Men det råd har sektionen ikke fulgt. I stedet genvalgte den ved seneste generalforsamling enstemmigt Thomas Kingo som formand.
Thomas Kingo har tidligere til Licitationen - Byggeriets Dagblad forklaret, at Kingo Karlsen A/S allerede ved sagens fremkomst i 2013 var godt i gang med en intern proces, hvor medarbejdere var på kursus, og at man havde indført et code of conduct - en slags drejebog - for hvordan tilbud skulle håndteres.
Reaktionerne på anklagerne har været forskellige, men blandt hovedentreprenørerne er man skuffede over, at nedbrydningsfirmaerne kan sætte sig i den situation. Skuffelsen beror i, at der går ud over byggebranchens image, og at det jo i sidste ende er dyrere at bygge, hvis der mangler konkurrence.
- Jeg bliver personligt ked af det og noget trist til mode, når jeg hører om det her. Det kan da ikke passe, at vi ikke er kommet videre, sagde adm. direktør Torben Bjørk Nielsen i maj til Licitationen.
Syv virksomheder og 13 ejere samt ledende medarbejdere skal for retten i det store sagskompleks.
Det handler i alt om 98 forhold til et samlet beløb på omkring 150 mio. kroner. Sagerne skal køre ved retterne i Roskilde, Glostrup, Hillerød og Holbæk.
Et tiltalefrafald
Søndergaard Nedrivning er den centrale figur i sagskomplekset, fordi man her valgte whistleblowerrollen, og firmaet har valgt at samarbejde med myndighederne.
Det har også betydet et foreløbigt tiltalefrafald. Så selv om virksomheden har medvirket, står de altså ikke på anklagebænken i det nuværende sagskompleks.
Sandhedens time for nedbrydere på vej
I morgen onsdag går den første af kartelsagerne i Nedbrydningsbranchen i gang ved retten i Holbæk