Niras Gruppen A/S er målt på omsætning og egenkapital Danmarks tredjestørste rådgivende ingeniørvirksomhed, og har gennem flere år haft projekter i blandt andet en række afrikanske lande.
Med det aktuelle Belt & Roas Initiativ, der orkestreres af den kinesiske stat, kan der også for større danske rådgivere komme opgaver, eller afledte opgaver.
Carsten Toft Boesen, adm. direktør, afviser da heller ikke at virksomheden på et tidspunkt kan blive involveret, hvis forretningsbetingelserne holder.
Ser Niras fremtidige muligheder i Belt & Road initiativet?
- Ja, der kan ligge interessante projekter, men så vidt jeg ved har vi ikke projekter finansieret direkte under den ramme. Men vi har mange lokale udviklings- og infrastrukturprojekter, og nogle af dem kommer givetvis til at spille op mod Belt & Road, som jo er en samlet plan for hele verden. Det kan ikke undgå at give masser af afledte effekter først og fremmst på infrastruktur, siger Carsten Toft Boesen til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Flere af de projekter, der kan få dansk deltagelse i både Sydøstasien og Afrika, vil spille sammen med udviklingen af havne.
- Men også planlægning over en bred kam. Der er meget infrastruktur, der halter på blandt andet det afrikanske kontinent, siger Carsten Toft Boesen og understreger, at virksomheden vil have hårde fakta på bordet.
- Som med alle projekter i verden, for kunder, vi ikke har arbejdet med før, skal vi kunne forklare for os selv at det tilføre værdi. Og at vi har noget unikt at byde ind med, for vi bliver aldrig billigst, så vi skal vinde på andre parametre. For eksempel at vi har kernekompetencerne i forhold til det konkrete projekt, at vi kender nærområdet og geografien og de eksisterende planer, siger han.
Skal være sikre på pengene
Og så er der det med betalingen.
- Vi skal ikke være naive. Vi må være sikre på at få betaling for vores ydelser. Det er jo ikke en hemmelighed, at forholdet til ophavsret kan være anderledes i Kina end hos os. Derfor giver vi ikke knowhow før vi har fået betaling for det, siger han.
Desuden betoner han den vigtige mulighed for at få mere salg på samme kunde.
- Og det er netop her, i forhold til volumen og fremtidsperspektiverne, at jeg har til gode at se, om forretningsbetingelserne er til stede, siger Carsten Toft Boesen om det megalomane Kina-projekt, hvoraf de fleste projekter formentlig vil have en statslig kinesisk entreprenør for bordenden.
Hvor kan der være mulighed for at få del i projekterne?
- Flere af de store projekter bliver tilrettelagt med også private donorer, private fonde eller i samarbejde med europæiske regeringer. Og her kan jeg se en farbar vej for os, nemlig at vi med et europæisk blik kan være deres bygherrerådgivere. Der er jo desværre mange muligheder for at blive fanget på det forkerte ben, i forhold til CSR-delen, i forhold til dårlige arbejdsforhold for arbejdstagere, i forhold til miljø eller andre værdier, der er vigtige for os. Der er jo mange dagsordener for både Kina, USA og Kina, men for os handler det om at projekterne kan spille sammen med og er tilpasset FNs verdensmål, som vi i Niras arbejder ud fra, siger han.
Hvilke fordele og ulemper kan der være ved at gå ind i B&R-samarbejdet?
- I forhold til kunder, som vi kender, og måske også kulturelt er på sikker grund, vil man gerne investere mere, for at vinde de første opgaver. Men i tilfældet Belt & Road vil vi helt sikkert være insisterende på at det kan hænge sammen, og at vi kan få vores investering hjem igen, siger han.
- Men når det er sagt, er der bestemt entusiaster i firmaet, der kan se mange muligheder i Belt and Road initiativet, understreger Carsten Toft Boesen.
Udvikle verdens infrastruktur
Og der er fordele nok, mener han.
- Det er vision at udvikle verdens infrastruktur, og det er jo flot. Så kan man altid diskutere hvor man synes, verdens navle skal være, men det er positivt, for der kommer flere penge i den sektor og derfor skal nogle af vores samarbejdspartnere nok også få mere at lave. Der kommer opdrift i hele systemet; markedet vil vokse, men konkurrencen bliver også mere hård, forudser Carsten Toft Boesen.
Rambøll endnu ikke afklaret
Licitationen har forsøgt at få en kommentar fra Danmarks største rådgivende ingeniørvirksomhed Rambøll, men de har ikke ønsket at medvirke med en talsperson. I en mail om Belt & Road skriver Rambøll:
"Vi har ikke taget stilling til, om vi vil satse på projektet, da der stadig er mange uafklarede aspekter ved det. Derudover ligger størstedelen af de planlagte investeringer uden for vores kernemarkeder."
Niras afventer de rette forretningsbetingelser
Ingeniørvirksomheden Niras forventer afledte opgaver af Belt & Road-projektet i både Asien og Afrika, men der skal noget mere konkret på bordet, før rådgiverne involverer sig direkte