23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter i Lynge, Ishøj, Hvidovre, Slagelse, Billund, Viborg, Brønderslev og Dronninglund

REGION HOVEDSTADEN



LYNGE



Multihal

Allerød Kommune har givet tilladelse til opførelse af en multihal på 640 kvm på matr. nr. 2a, Kollerød By, Lynge. Afgørelsen kan påklages indtil 19. september.



Tilladelsen omfatter også etablering af en skulpturpark.



ISHØJ



Modernisering af vandværk

Teknik- og bygningsudvalget i Ishøj anbefaler, at forslag til lokalplan 1.84 Thorsbro Vandværk og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg sendes i fire ugers fornyet høring, fordi høringssvarene fra den tidligere høringsperiode har givet anledning til væsentlige ændringer i lokalplanforslaget. For eksempel er størrelsen på byggefeltet forøget, så der kan bygges op til 3.900 kvm mod tidligere 3.100 kvm.



Det nye plangrundlag skal give vandværket mulighed for at modernisere og samle de tekniske funktioner i en ny bygning.



HVIDOVRE



Skolebyggeri

Teknik- og Miljøudvalget godkendte i marts frigivelsen af 6,1 mio. kr. til projektering af indskolings-og udskolingsfaciliteter på Holmegårdsskolen. Ved en fejl var sagen indstillet til Teknik- og Miljøudvalget, men forelægges nu til Kommunalbestyrelsens godkendelse.



Holmegårdsskolen skal have plads til flere elever og udbygges derfor. Projektets samlede økonomiske ramme udgør 164,7 mio. kr.



I forbindelse med projekteringen har bygherrerådgiver foretaget en kvalificering af projektets tidsplan og vurderer, at flere projekteringsydelser, herunder forundersøgelser, bør igangsættes i efteråret for at sikre projektets rettidige aflevering i 2022.



Inden sagen når kommunalbestyrelsen, er den på teknik- og miljøudvalgets dagsorden i dag.



REGION SJÆLLAND



SLAGELSE



Renovering af skoletoiletter

Slagelse Byråd afsatte i forbindelse med Budget 2017 2,5 mio. kr. årligt i perioden 2017-2020 til renovering af skoletoiletterne i Slagelse Kommune, og forleden frigav byrådet de første 5 mio. kr.



Pengene bruges på at hæve standarden på skoletoiletterne i Slagelse Kommune. Der er udarbejdet en minimumsstandard og en designlinje. De skoletoiletter, der ligger længst fra minimumsstandarden, vil blive renoveret først. Det vigtigste pejlemærke for renoveringen er, at skoletoiletterne bliver lyse, åbne og trygge.



Renoveringsarbejdet sættes i gang her i efteråret.



REGION SYDDANMARK



BILLUND



Renovering af ridecenter

Unge- og Kulturudvalget i Billund Kommune skal på sit møde den 30. august blandt andet drøfte renovering af Billund Ride- og Aktivitetscenter.



I forbindelse med vedtagelsen af budget 2018 og årene frem blev der afsat 2 mio. kr. til ny stald i i centret, og Kultur og Fritid har udarbejdet et idéoplæg med forslag til prioriteringer med afsæt i den nye lov om hestehold og i ønskerne fra Billund Sportsrideklub.



Renoveringen af Billund Ride- og Aktivitetscenter sker med henblik på dels at opnå en bedre sammenhængende og praktisk udnyttelse af bygningerne og mellemliggende arealer og dels for at kunne overholde kravene i den nye lov.



I 2017 har Ole Kirks Fond tildelt 2 mio. kr. til udvidelse af lille ridehal, flere ovenlysplader i begge haller, samt lysindfald i store ridehal mod nord.



Forvaltningens forslag til projekt anslås til en samlet anlægssum på 4,65 mio. kr. Heraf forudsættes det, at 2 mio. kr. finansieret af Ole Kirks Fond indgår i projektet.



REGION MIDTJYLLAND



VIBORG



Ombygning

Bofællesskabet Grønneparken i Viborg blev nedlagt som en del af besparelserne i Viborg Kommunes budget for 2016-2019, og forvaltningen har siden 2015 været i dialog med Boligselskabet Viborg, som ejer bygningen, om den fremtidige anvendelse af bygningen.



For at løse udlejningsvanskelighederne foreslår forvaltningen, at der ydes et lån til boligselskabet til ombygning og ommærkning af boligerne til almene familieboliger, og at lånet finansieres af den årlige pulje til mindre anlægsopgaver under Socialområdet.



Bygningen Grønneparken 19 er opført som seks almene ældreboliger med serviceareal og blev i perioden 2007-2016 anvendt som bofællesskab for borgere med udviklingshandicap. For at kunne leje boligerne ud som almene familieboliger er det det nødvendigt at ombygge og istandsætte bygningen, så den ikke fremstår med det nuværende institutionelle præg. Boligselskabet har udarbejdet et skitseprojekt for ombygningen, hvor fællesrummet ombygges til boliger, så der i alt bliver otte boliger. Boligselskabets budget for ombygningen viser en samlet udgift på 2.320.000 kr.



Sagen er på økonomi- og erhvervsudvalgets dagsorden i dag.



VIBORG



Renovering af brønd

Det renoverede Nytorv i Viborg er nu udformet således, at Sct. Kjelds Brønd udgør en integreret del af torvet. Brønden fremstår imidlertid nedslidt, og teknisk udvalg anbefaler, at brønden sættes i stand i samarbejde med foreningen Sct. Kjelds Brønd.



Det har været på tale eventuelt at flytte brønden, men udvalget anbefaler, at den bliver på sin nuværende placering.



Sagen er på dagsordenen til økonomi- og erhvervsudvalgets møde i dag.



REGION NORDJYLLAND



BRØNDERSLEV



Seniorboliger

Brønderslev Kommune har modtaget en ansøgning om igangsætning af planlægning for fem seniorboliger ved Vivaldisvej i Brønderslev. Teknik- og miljøudvalget anbefaler, at kommunen imødekommer ønsket, og økonomiudvalget træffer beslutning i sagen på sit møde i dag.



Arealet ejes af Byggeselskabet Sepion, som ønsker at opføre fem seniorboliger i tilknytning til det nyopførte plejehjem nordvest for planområdet. Boligerne ønskes opført som selvstændigt beliggende boliger med egne parkerings- og udenomsarealer. Boligerne forventes opført med hver en størrelse på cirka 100 kvm.



Det er nødvendigt med en større ændring af kommuneplanen, hvilket forudsætter, at der gennemføres en fordebat med indkaldelse af ideer og forslag forud for den kommen planlægning.



DRONNINGLUND



Otte familieboliger

Boligselskabet Østvendsyssel ønsker at bygge otte nye almene familieboliger som rækkehuse på boligselskabets egen grund ved Lemmingsvej/Geråvej i Dronninglund.



Sagen er på økonomiudvalgets dagsorden i dag, hvor udvalget skal tage stilling til, om boligselskabet kan arbejde videre med projektet og efterfølgende fremsende skema A til behandling.



Boligselskabet ønsker at opføre fire dobbelthuse i et plan med boliger på 75 og 90 kvm fordelt på henholdsvis tre og fire værelser. Alle boliger får egen parkering og egen have.



Boligselskabet har fået foretaget en overslagsberegning, der viser en forventet anskaffelsessum på 13.574.240 kr.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.2