Når nogle af de over 200.000 andelsboliger skifter beboere, sker det kun meget sjældent med assistance fra ejendomsmæglere, især i hovedstaden.
I forsommeren viste en opgørelse fra Arbejdernes Landsbank, at kun 60 københavnske og fem frederiksbergske andelsboliger var udbudt hos mæglere. Tilsammen har de to hovedstadskommuner over halvdelen af landets andelsboliger.
I begyndelsen af august var billedet det samme: På mæglernes fælles portal, Boligsiden.dk, lå kun 50 andelsboliger i København by, som omfatter selve hovedstaden og Frederiksberg samt Amager-kommunerne Dragør og Tårnby.
Ifølge arbejderbanken afspejler det et glohedt andelsboligmarked i hovedstaden, og den opfattelse deler Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation (ABF):
- Der er ikke noget mærkeligt i, at mæglerne ikke er involverede. I de store byer går det hurtigt med at afsætte sin andelsbolig, og salget sker typisk via ventelister i andelsforeningen, til familier eller venner eller via selvsalg. Det sidste behøver ikke at være et problem, for lovgivningen har længe tilstræbt at gøre handler med andelsboliger mere gennemsigtige, siger Jan Hansen, direktør i ABF, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Brugt flittigt 2010-2013
Opgørelsen fra Arbejdernes Landsbank viser også, at mæglere blev anvendt meget flittigere i årene 2010-2013 - dengang formidlede de omkring 5.000 handler af andelsboliger på landsplan, heraf langt hovedparten i København. I dén periode var boligmarkedet noget mere trægt.
Ved indgangen til august havde Boligsiden.dk 793 andelsboliger på de digitale hylder - fordelt med de nævnte 50 i København by og knap 750 i resten af landet. For ABF er det logisk nok, at mæglerne bliver brugt mere uden for hovedstaden.
- Mæglerne bliver typisk sat i gang dér, hvor det er sværere at afsætte sin bolig, siger direktør Jan Hansen.
Generelt er det dog blevet lettere at få solgt sin andelsbolig - Boligsiden.dk har opgjort, at det i 2016 i gennemsnit tog 121 dage at finde en køber, det var i 2017 faldet med 18 dage.
Salget går ofte uden om mæglerne
Andelsboliger sælger stort set sig selv - og derfor er mæglere kun sjældent involveret i handler med andelsboliger, især i hovedstaden.