23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter i Klintebjerg, Odense, Viborg, Roskilde, Sorø, Næstved og Rødovre

REGION SYDDANMARK

KLINTEBJERG

Bådehuse
Der er udarbejdet forslag til lokalplan samt tilhørende kommuneplantillæg og miljøvurdering for det grønne område ved Klintebjerg Havn. Planforslagene er udarbejdet i samspil med lokale ildsjæle for at understøtte havnens aktiviteter, og lokalplanen gør det muligt at opføre en række mindre bådehuse og et fælleshus.

Teknik- og miljøudvalget i Nordfyns Kommune anbefaler, at forslagene godkendes og sendes i otte ugers offentlig høring.

Tilbage i 2015 ansøgte Nordfyns Kommune statens forsøgsordning for Kyst- og Naturturisme om at få projekt Klintebjerg Fjordhavn med blandt forsøgsprojekterne, men det lykkedes ikke. Et flertal i Kommunalbestyrelsen besluttede efterfølgende i foråret 2016 at fastholde de afsatte midler i budgettet til udvikling af Klintebjerg.

ODENSE

Renovering af boliger
Fyns Almennyttige Boligselskab har bedt Odense Kommune om at godkende en fysisk helhedsplan for den almene boligafdeling Korsløkkeparken C på Jens Juels Vej, som er opført i perioden fra 1955 til 1958 som et af de første højhusbyggerier i Odense. Sagen er på Odense byråds dagsorden i dag.

Afdelingen består af fire blokke i otte etagers højde, der indeholder 224 boliger bestående af to- og treværelses lejligheder, som alle har små køkkener og badeværelser med dårlige pladsforhold.

Hele bebyggelsen lider af alvorlige problemer med kuldebroer i facader og gavle og nedslidte altangange, som fungerer som både altan og forbindelsesadgang til lejlighederne.

Der er dårlige og utætte vinduer, nedslidte elevatorer og udtjente installationer. Endvidere er facaderne opført uden eller med meget lidt hulmursisolering, hvilket medvirker til stort energiforbrug og dårligt indeklima.

Den byggetekniske gennemgang påpeger omfattende nedbrud af altangangene, og de vil være umulige at reparere. Gavlene er beklædt med betonskaller, som er ødelagt og har overstået deres levetid.

Derudover er bygningerne ikke tilgængelige for gangbesværede. Projektet omfatter en totalrenovering af alle fire boligblokke. 64 boliger ombygges til tilgængelighedsboliger, og 160 boliger bliver renoveret.

Udearealerne mellem blokkene styrkes med nye stiforbindelser og nye opholds- og legearealer. Der etableres ny belysning ved stier og opholdszoner. Langs Nyborgvej etableres der ny støjafskærmning.

REGION MIDTJYLLAND

VIBORG

Ungdomsboliger
Boligselskabet Sct. Jørgen ønsker at opføre ungdomsboliger nord for Middagshøjvej i Viborg Baneby, hvor Hærvejsbroen får sit sydlige brofæste. Projektet kan ikke opføres inden for den gældende lokalplan. Der skal derfor tages stilling til, om et nyt lokalplanforslag for området kan godkendes og sendes i offentlig høring, hvilket teknisk udvalg i Viborg Kommune forleden besluttede at anbefale.

Forvaltningen har i samarbejde med boligselskabet fået udarbejdet en helhedsplan for området, der kaldes "Brolandingen". Helhedsplanen er en foreløbig skitse af området, der fortsat er under afklaring.

VIBORG

Dagligvarebutik
Teknisk udvalg i Viborg Kommune besluttede på sit seneste møde at anbefale, at forslag til lokalplan nr. 504 Bydelscenter ved Hamlen i Viborg Øst og forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 433 Bydelscenter og centererhverv ved Asmild Centervej i Viborg samt et tilhørende forslag til tillæg til kommuneplanen godkendes og fremlægges i otte ugers offentlig høring.

Det ændrede plangrundlag skal give Lidl mulighed for at opføre en dagligvarebutik på Hamlen i Viborg Øst og XL Byg for at opføre en tømmerhandel syd for Randersvej. 

REGION SJÆLLAND

ROSKILDE

Renovering af ventilation
På grund af miljømæssige problemer i skyttefaciliteterne på Tjørnegårdskolen og Østervangsskolen i Roskilde skal ventilationen på stedet renoveres. Da der er tale om kommunale foreningsfaciliteter, er det kommunen, der står for vedligeholdelse af lokalerne, og det vurderes, at det derfor også er kommunen, der skal finansiere renoveringen. Forvaltningen har været i dialog med DGI/Skydebane-foreningen, som har oplyst, at der muligvis kan søges delvis støtte fra dem.

Kultur- og idrætsudvalget besluttede forleden, at spørgsmålet om renovering af skyttefaciliteterne til samlet 3,5 mio. kr. oversendes til budgetforhandlingerne.

SORØ

Udbygning af dagligvarebutikker
Teknik og miljøudvalget i Sorø Kommune anbefaler, at en ny lokalplan og et tilhørende kommuneplantillæg for center- og erhvervsområdet ved Norgesvej på Frederiksberg vedtages endeligt.

Lokalplanen skal give SuperBrugsen mulighed for at gennemføre væsentlige om- og tilbygninger for at optimere og udvikle forretningen. Udvidelsen får betydning for butikkens parkeringsarealer, hvor nogle af pladserne øst for bygningen vil blive erstattet af nye pladser mod nord langs Finlandsvej.

Også Netto gives med lokalplanen en betydelig udvidelsesmulighed. Butikken vil således kunne udvides på det ubebyggede areal vest for den nuværende butik.

Alternativt giver lokalplanen mulighed for, at arealet anvendes til bebyggelse til boliger og/eller liberalt erhverv i maksimalt to etager, ligesom der vil kunne indrettes lejligheder ovenpå Netto.

Herudover åbner lokalplanen mulighed for etablering af ny detailhandel på ejendommene øst for Norgesvej.

NÆSTVED

Udbygning af grovvarehandel
Lundemøllen, der handler med grovvarer, brændsel og diverse fritidsartikler, ønsker at udvide sit areal med butik, personalefaciliteter med mere. Butikkens nuværende og ønskede størrelse og bebyggelsesprocent overstiger væsentligt de rammer, der er beskrevet i administrationsgrundlaget, og den praksis, der i øvrigt er på området. Sagen skal derfor behandles politisk.

Da butikkens sortiment er orienteret mod landbrug og livet i landzonen, og da udvidelsen alene skal ske inden for eksisterende bygningsmasse, anbefaler administrationen, at der gives landzonetilladelse.

Plan- og Erhvervsudvalget sagde forleden ja til at give Lundemøllen landzonetilladelse.

REGION HOVEDSTADEN

RØDOVRE

Udbygning af daginstitution
Rødovre Kommune investerer i en udvidelse af Børneinstitutionen Søtorp, og ifølge planen gennemføres projekteringen og udbudsfasen i september.

Der er tale om en midlertidig udvidelse af Søtorp med 40 enheder i en pavillonløsning på boldbanen på Søtorps grund som opstart til en senere permanent udvidelse med en tilbygning til institutionen mod sydvest.

Pavillonen vil indeholde to grupperum på hver cirka 40 kvm med tilhørende puslerum, garderober, depoter og gang/fællesrum.

Børne- og Skoleudvalget havde sagen på dagsordenen forleden og anbefaler, at opgaven udbydes som hovedentreprise, og at der gives en anlægsbevilling til udvidelsen på 1,250 mio. kr.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.203|