23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye anlægsopgaver på vej

Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Ramløse, Allerød, Frederikssund, Rødovre, Karrebæksminde, Præstø og Aarup

REGION HOVEDSTADEN

RAMLØSE

Byudvikling
I forbindelse med klargøring af byudviklingsområde i Ramløse, er der i foråret gennemført arkæologiske forundersøgelser, og nu indstiller administrationen i Gribskov Kommune, at der bevilges 1.315.000 kr. eksklusive moms til arkæologisk udgravning af de fortidsminder, som blev fundet ved museets forundersøgelse af arealet. Indstillingen bakkes om af udvalget for udvikling, by og land.

Udgravningen er estimeret til at tage maksimum tre måneder, og jordbundsundersøgelsen vil blive igangsat umiddelbart efter de arkæologiske udgravninger har fundet sted. Udkast til krav og ønsker til områdets udvikling er i øjeblikket under under udarbejdelse, og der holdes borgermøde om ønskerne til området den 6. september.

ALLERØD

Legeelementer
Allerød Kommune etablerer permanente legeelementer i Allerød bymidte, og forleden besluttede teknik-, erhverv- og miljøudvalget at igangsætte og udføre etape 2 efter et projektoplæg, som var på udvalgets dagsorden forleden.

I efteråret 2017 blev den første etape af legeelementer i bymidten anlagt. Denne legeplads er udført i gummibelægning med stubbe og halvkugler af gummi samt trampoliner og kolbøttestang. Legeelementerne er placeret på en samlet lille legeplads på hjørnet af MD Madsensvej og Mølcks Passage. Legepladsen indbyder hovedsageligt til leg for de små børn fra tre til seks år. Den næste etape af legeelementer foreslås placeret med mindre elementer flere forskellige steder; dels det lille torv på MD Madsensvej ved Torvestræde for mindre førskolebørn og dels på Øen ved springvandet, hvor der sættes elementer op egnet til lidt større børn. Den røde tråd i oplægget er holdbare, urbane legeelementer fortrinsvist i stålmaterialer og med faldunderlag udført i gummi i grønne nuancer, ligesom på den allerede etablerede legeplads.

FREDERIKSSUND

Vejbelysning
Frederikssund kommune overtog vejbelysningen i 2015, hvorefter der blev sat gang i en modernisering af belysningen. Første fase, som snart er gennemført, omfatter udskiftning af en tredjedel af armaturerne til LED-armaturer.

Ifølge planerne omfatter anden fase af moderniseringen udskiftning af 3100 træmaster med stålmaster, kabellægning af luftledninger i forbindelse med træmaster, kabellægning af luftledninger i forbindelse med gittermaster og udskiftning af 1200 armaturer/lyskilder over 70W med LED. Det forventes, at denne fase vil koste 50 mio. kr., og der er på nuværende tidspunkt ikke afsat anlægsmidler.

Teknisk udvalg havde sagen på dagsordenen forleden og anbefaler, at sagen prioriteres ved budgetforhandlingerne.

RØDOVRE

Nedgravede affaldsbeholdere
Teknik- og miljøudvalget i Rødovre Kommune har godkendt, at teknisk forvaltning gennemfører et EU-udbud på indkøb af nedgravede affaldsbeholdere. Udbuddet skal omfatte indkøb af nye indkasthuse til de allerede eksisterende nedgravede beton- og stålkasser, samt indkøb af komplette nedgravede affaldsbeholdere.

Kvaliteten og holdbarheden på nedgravede affaldsbeholdere købt gennem I/S Vestforbrænding har vist sig ikke at være så robust som forventet. De er hurtigt blevet slidte, og de kræver en høj løbende vedligeholdelse for at fungere, hedder det i referatet fra seneste møde i udvalget.

REGION SJÆLLAND

KARREBÆKSMINDE

Telemast
TDC har søgt Næstved Kommune om tilladelse til opsætning af en rørmast til mobiltelefoni på ejendommen Alleen 44 i Karrebæksminde.

Da der ikke kan meddeles dispensation fra eksisterende lokalplan for ejendommen, kræver opsætning af masten et nyt plangrundlag. Plan- og erhvervsudvalget besluttede forleden at sætte den nødvendige lokalplanlægning i gang.

PRÆSTØ

Udskiftning af bro
Broen over Tubæk Å ved Per Thyges Torv i Præstø har det ikke godt og står derfor overfor en udskiftning.

Administrationen i Vordingborg Kommune har i samarbejde med rådgiver undersøgt tre forskellige brotyper, som lader sig anskaffe inden for den afsatte halve mio. kr., og det anbefales, at der etableres en glasfiberbro.

Udvalget for plan og teknik og udvalget for bosætning, økonomi og nærdemokrati foretrækker en løsning med en træbro.

Sagen er på kommunalbestyrelsens dagsorden i morgen, hvor administrationen søger om frigivelse af den afsatte halve mio. kr.

REGION SYDDANMARK

AARUP

Byudvikling
Assens Kommune har sammen med Aarup Lokalråd udarbejdet Byvækstplan Aarup Syd, og den indstilles nu til godkendelse i Assens Byråd med henblik på seks ugers offentlig høring.

Med en gennemførelse af byvækstplanen vil der kunne etableres parcelhuse, rækkehuse og alternative boformer. Efter planen kan der opføres omkring 350 boliger afhængigt af type og tæthed. Byvækstplanen skal følges op af efterfølgende byggeretsgivende lokalplaner for etablering af grunde.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.192|instance-web01