23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Fem sten på vejen mod en bedre indtjening

Særligt fem store forhindringer står i vejen for teknikentreprenørernes jagt på en bedre indtjening

De store danske teknikentreprenører har i flere år kæmpet med indtjeningen, og trods en mindre fremgang i 2017 lever resultaterne ikke op til ambitionerne i de fleste virksomheder.

Tre af seks virksomheder i segmentet har et dårligere driftsresultat i 2017 end i 2016, mens to af de tre, der er gået frem, kommer fra et negativt resultat. Det viser en gennemgang af de seneste regnskaber, som Licitationen - Byggeriets Dagblad har gennemført.

På baggrund af interviews med branchens topchefer og brancheorganisationen Tekniq følger her fem bud på forhindringer, som hæmmer virksomhedernes evne til at tjene penge i et marked med høj byggeaktivitet.

Intens priskonkurrence
En gennemgående bemærkning i årsrapporterne og blandt direktørerne er, at benhård konkurrence holder priserne i bund.

- Vi kigger ind i et marked, hvor det, vi kan få for varerne, ikke ændrer sig, men vores omkostninger stiger. Branchen er underlagt exceptionel hård konkurrence. Derfor er den højkonjunktur, vi er inde i nu, ikke nødvendigvis det bedste tidspunkt for os at tjene penge i, fordi vi ikke får mere for varerne, siger adm. direktør Peter Kaas Hammer fra Kemp & Lauritzen, der er landets største teknikentreprenør.

Han tilføjer:

- Når det så er sagt, så er aktivitetsniveauet fornuftigt og selvfølgelig skal vi tjene penge. Man må bare ikke foranlediges til at tro, at fordi aktiviteten er høj, så følger indtjeningen med derop.

Konkurrencesituationen forstærkes blandt andet af udenlandske aktører på installationsmarkedet, der byder sig til på særligt de store entrepriser.

Øgede omkostninger
Mens priserne altså skærpes på grund af konkurrencen, så stiger omkostningerne til blandt andet materialer og lønninger. Ifølge den seneste lønstatistik fra Dansk Arbejdsgiverforening fra 2. kvartal 2018 er lønningerne til håndværkere i byggebranchen steget med 3,3 procent på et år. Og nogle af de mest løntunge og efterspurgte i denne gruppe er vvs’ere og elektrikere, der er blandt kernetropperne i installationsbranchen.

Og flere af teknikentreprenørerne nævner, at de oplever væsentlige lønstigninger. Bjørn H. Krarup, adm. direktør i Wicotec Kirkebjerg, nævner, at det både gælder funktionærer og timelønnede. Ifølge Caverions adm. direktør Michael Højgaard kan udviklingen sammenlignes med årene i 2006 og 2007 op til finanskrisen. Og Bravida-direktør Johnny Hey fremhæver det også som en markant udfordring.

- Det er mærkbare lønstigninger, vi ser. Det er ved at være en udfordring for os. Når lønningerne skrider, betyder det, at vi må selektere kraftigere for at holde indtjeningen.

Pris vægter højt i udbud
Prispresset næres ikke kun af konkurrencen entreprenørerne imellem. Bygherrerne puster også til gløderne ved at vægte pris uforholdsmæssigt højt i udbuddene, lyder det fra flere sider.

- Jeg godt kunne tænke mig, at vi kiggede mere på den måde, tingene bliver udbudt på, særligt de offentlige udbud. Nogle af de store problemer er skabt i udbudsfasen. Mange gange fokuserer man på prisen alene. Jeg kunne godt tænke mig, at tingene blev udbudt på en mere hensigtsmæssig måde og muligheden for dialog omkring opgavens tekniske løsning og udførsel var større. Vi er kommet i gang stille og roligt de seneste fem-ti år med nye udbudsformer, men der ligger en rejse foran os, siger Peter Kaas Hammer.

Og samme toner kommer fra adm. direktør Claus Fibiger fra Lindpro.

- Vi har en opgave i at tale bygherrerne og driftsherrer over i, at der skal være fokus på andet end prisen som for eksempel lærlingeindsats, kvalitet, dokumentation og innovationskraft, siger han.

Større komplekse opgaver
Tiden er ovre, da ordrebogen var fyldt op med fagentrepriser til 20-30 mio. kr. En moderne teknikentreprise løber i dag op i flere hundred mio. kr., indeholder flere fag og omfatter i stigende omfang projekterende opgaver til entreprenørerne.

- Entreprenørerne skal opbygge deres organisation til, at de ikke kun er udførende, men også deltager i projekterende. Og her skal virksomhederne nøje vurdere, hvordan de håndterer den situationen, siger Niels Jørgen Hansen, adm. direktør i Tekniq, installatørernes organisation.

Den øgede risiko har kostet nedskrivninger for flere af entreprenørerne, hvis ikke dem alle sammen.

- Det har vi ikke været dygtige nok til at håndtere, men det har rådgivere og arkitekter heller ikke, siger Bjørn H. Krarup fra Wicotec Kirkebjerg, der tidligere har været ude med riven efter udbudsmaterialet og kritiseret, at det er faldet i niveau.

Michael Højgaard bemærker, at der med den nye og mere komplicerede rolle også følger nye forventninger fra bygherrerne.

- Bygherre forventer i stigende grad, at vi tager performance- og funktionsbaseret ansvar, og det er et ansvar vi må påtage os, men som kræver ressourcer. Men desværre smitter de stigende omkostninger ikke af på priserne, siger Caverion-direktøren.

Det er ikke kun projekt- og entreprisemarkedet, der er i udvikling. Det gælder også serviceopgaverne.

- I servicemarkedet er udfordringen at følge med markedsudviklingen, hvor opgaver, der tidligere var lokale, skal håndteres på et nationalt niveau, hvilket stiller en anden type krav til organisationen. Og generelt kræver det transformationsevne at styre det varierende produktmiks mellem det lokale og nationale og mellem private og offentlige driftsherrer, siger Claus Fibiger.

Mangel på arbejdskraft
Den sidste sten på vejen er også den mest følsomme. Ingen taler om deciderede flaskehalse, men der er uden tvivl ressourceknaphed på medarbejdersiden.

Nogle løser det ved at hyre udenlandsk arbejdskraft ind fra især Østeuropa. Og så er installationsbranchen flittig til at tage lærlinge.

Johnny Hey peger også på, at flere, der skiftede til andre brancher efter finanskrisen, nu er begyndt at vende tilbage. Bravida kæmper dog især med at finde tilstrækkelig med kvalificerede medarbejdere til serviceopgaverne.

- Det kræver en særlig profil. De skal kunne fronte kunder, samtidig med, at de skal være teknisk skarpe og kan udføre opgaverne effektivt. Serviceaktiviteterne er mere lønsomme end projektaktiviteterne, men her vækster vi ikke i det ambitionsniveau, vi gerne vil, siger han.

Hos Lindpro er udfordringen særligt geografisk betinget inden for enkelte specialiseringsgrene.

- Der er en tendens til at være bundet til sin geografi, og nogle steder i eksempelvis Jylland har vi haft svært ved at finde bestemte typer specialister.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.109