REGION MIDTJYLLAND
STRUER
Vejforlængelse
Teknik-, miljø- og klimaudvalg i Struer Kommune besluttede forleden at anbefale, at der frigives 2.065.000 kr. til Gimsinglundvejs forlængelse til Drøwten.
Udvalget besluttede samtidig at bemyndige Teknik, Drift og Anlæg til at antage lavestbydende ved licitationen, såfremt udgiften kan holdes indenfor de økonomiske rammer.
Etablering af Gimsinglundvejs forlængelse forudsætter en aftale med B&O/Medicom om erhvervelse af arealer til vejen. Denne aftale er nu plads, og det videre arbejde med projektering, udbud og etablering kan starte.
GRENAA
Udstykning
Norddjurs Kommunalbestyrelse skal på sit møde i dag blandt andet tage stilling til, om der skal udarbejdes en ny lokalplan for et område mellem Dolmer og Åstrup, så der kan udstykkes nye byggegrunde i området.
Det nye område ligger tæt på den kommunale udstykning Møgelbjerg, der næsten er udsolgt, og den nye lokalplan kan bane vej for 52 parcelhusgrunde i størrelser på mellem 800 og 2.600 kvm samt en grund til seks tæt-lave boliger.
REGION SYDDANMARK
SØNDERBORG
Nedrivning
Sønderborg Kommune har modtaget et projekt for omdannelse af området mellem Sundsmarkvej og Vølundsgade i Sønderborg.
Projektet viser et skitseforslag til et grønt og miljøvenligt område, som indeholder blandede boligtyper, et erhvervsområde og et område til offentlige formål.
Skal projektet realiseres, skal der udarbejdes lokalplan og kommuneplantillæg, hvilket anbefales af forvaltningen og bakkes op af teknik- og miljøudvalget.
Grunden har tidligere huset en større industrivirksomhed. Der ligger derfor en del større bygninger, som skal nedrives, inden nyt byggeri kan opføres på grunden.
Der er konstateret betragtelig forurening på grunden. Denne forurening vil grundejer fjerne, inden der bygges på grunden.
BOGENSE
Renovering af Bogense by og havn
Nordfyns Kommune har under teknik- og miljøudvalgets område afsat 3.146.000 kr. til renovering af Bogense Havn og Marina i 2017 og 2018, og under erhvervs-, kultur- og fritidsudvalgets område 4.095.000 kr. til renovering af den gamle bymidte i Bogense i 2019.
De to udvalg har besluttet at samtænke projekterne, og udvalgene har netop sagt god for at sætte gang i projektets anden etape.
I anden etape for Bogense Havn og Marina er der fokus på bedre udnyttelse af de store arealer og pladser på havnen, hvor der arbejdes videre med at skabe forbindelser/åbenhed mellem havn og by, ligesom en forskønnelse af belægninger, skilte med mere indgår.
Renoveringen af den gamle bymidte i Bogense vil primært ske på de centrale gader.
Der tages udgangspunkt i en renovering af de eksisterende belægninger.
REGION HOVEDSTADEN
HEDEHUSENE
Fjernvarme
Rockwool A/S har henvendt sig til Høje Taastrup Fjernvarme (HTF) og anmodet om at blive tilsluttet fjernvarmenettet, da det giver mulighed for at etablere en køleforsyning mere effektivt i kombination med fjernvarmen.
HTF har herefter fremsendt projektforslag for etablering af fjernvarme til Rockwool Campus i Hedehusene, og det indstilles nu efter endt høring til politisk godkendelse i Høje-Taastrup Kommune.
Plan- og miljøudvalget besluttede forleden at anbefale en godkendelse.
BALLERUP
Parkeringspladser
Byomdannelse i Ballerup Bymidte på eksisterende parkeringspladser betyder, at der er behov for at tilbyde alternative parkeringsmuligheder.
Ballerup Kommunen planlægger derfor at etablere cirka 100 parkeringspladser på halvdelen af et grusareal bag rådhuset.
Teknik og miljøudvalget havde sagen på dagsordenen forleden og anbefaler, at gives en anlægsbevilling på fire mio. kroner til projektet. Udvalget anbefaler også, at der indtænkes afledning af regnvand i projektet.
REGION SJÆLLAND
ROSKILDE
Krydsningshelle
Plan- og Teknikudvalget i Roskilde Kommune drøftede på sit seneste møde, om der skal etableres en krydsningshelle på Lindenborgvej eller om beslutningen skal udskydes.
Forvaltningen har bedt en ekstern rådgiver vurdere de forskellige alternativer: tunnel, stibro, signalreguleret kryds, krydsningshelle med fartviser, krydsningshelle med signalreguleret fodgængerovergang samt en rundkørsel.
Plan- og Teknikudvalget besluttede at oversende forslag om en tunnelløsning til syv mio. kr. til budgetforhandlingerne, idet der mangler to mio. kr. i forhold til det allerede afsatte beløb på fem mio. kr.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Struer, Grenaa, Sønderborg, Bogense, Hedehusene, Ballerup og Roskilde