23948sdkhjf

HusCompagniet vinder retssag over Hybel

- Det er en sejr for os og hele branchen, siger Hybel-direktør Michael Mortensen efter en dom, der pålægger ham at betale over 600.000 kr. til konkurrenterne fra HusCompagniet.

Fakta: ”Families” og ”templates”

De såkaldte ”families” og ”templates” bruges i tegneprogrammet Revit.

En family er de objekter, der bruges til design af bygninger, som så kan samles i en template alle tegningskomponenter, en tegner skal bruge til at tegne et helt hus.

En template kan kaldes hele værktøjskassen, mens en family er det enkelte stykke værktøj, konkluderer Sø- og Handelsretten i sin beskrivelse.

Hybel har opnået en konkurrencefordel ved at kopiere skitser og skabeloner – de såkaldte ”families” og ”templates” – fra HusCompagniet i tegneprogrammet Revit. Det fastslog Sø- og Handelsretten onsdag i en dom, der sætter det foreløbige punktum efter flere måneders juridisk tvist mellem to af landets største husbyggere.

- Vi meget tilfredse med, at Sø- og Handelsretten har slået fast, at Hybel har krænket HusCompagniet ved at gøre brug af vores materiale, siger koncerndirektør Steffen Baungaard fra HusCompagniet.

Kopiering har ikke påført HusCompagniet tab
HusCompagniet mener, at Hybel har sparet tid ved at kopiere førstnævntes families og templates, så det har været muligt at sælge uforholdsmæssigt mange huse i det første halvår af 2016. Påstanden anerkendes af Sø- og Handelsretten, som til gengæld ikke mener, at HusCompagniet har ”lidt økonomisk tab eller anden uberettiget skade på markedet som følge af Hybels adfærd”.

Hybel pålægges derfor at betale et vederlag på 500.000 kr., som er det halve af, hvad HusCompagniet krævede. Beløbet er fastsat som et skøn over, hvad Hybel har sparet ved at kopiere HusCompagniets families og templates.

- Hybel skal betale over 600.000 kr. til os, hvilket vi er tilfredse med. Omkostningerne til at føre sagen har dog også været betydelige. Men som markedsleder ønsker vi at sætte en standard og signalere, og vi vil ikke acceptere denne form for "tyveri", og derfor har det været vigtigt for os at føre denne sag, siger Steffen Baungaard med henvisning til, at det samlede beløb løber op i mere end 620.000 kr. pålagt diverse sagsomkostninger.

"En sejr for os og branchen"
Hverken dom eller beløb får Michael Mortensen til at ryste på hånden. Tværtimod mener Hybels grundlægger, at torsdagens dom er en sejr for husbyggeren, som blev grundlagt i slutningen af 2015.

- Sø- og Handelsretten har fastslået, at vi kan fortsætte med at tegne i Revit, og derfor føler vi, at det er en sejr både for os og for hele branchen, siger han til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

- Vi tabte på markedsføringsloven, hvilket vi hele tiden har været bevidste om. Den ville vi gerne lukke ned, men det kunne vi ikke blive enige om. Så samlet set er vi tilfredse med dommen, da det for os alene har handlet om at tegne videre i Revit.

Spin efter et nederlag
Michael Mortensen henviser til, at Sø- og Handelsretten fastslår, at de såkaldte ”families” og ”templates” hverken samlet eller hver for sig anses for at udgøre programmering.

- [De] må derimod karakteriseres som parameteropsætning og er dermed ikke et værk (et edb-program), der nyder beskyttelse efter ophavsretsloven, fastslår retten.

Men HusCompagniet har aldrig krævet, at Hybel – eller branchens øvrige virksomheder – undlod at bruge Revit som tegneprogram. Det fastslår Steffen Baungaard fra HusCompagniet, der af samme grund har svært ved at forstå konkurrentens udlægning af dommen som en sejr.

- Det har vi aldrig krævet. Vi har kun sagt, at de skulle lade være med at bruge det materiale, som de uretmæssigt havde taget med fra HusCompagniet. Det virker som spin fra Hybels side, at de kommer med en sådan urigtig bemærkning for at fjerne fokus fra, at de er blevet dømt for i et halvt år at have gjort brug af HusCompagniets materiale, siger han til Licitationen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11