23948sdkhjf

Bedre bundlinje til byggeriet

Bedre Bundlinje - et samarbejde mellem Dansk Byggeri og 3F - bliver nu et permanent tilbud om øget kommunikation og samarbejde for at styrke arbejdsmiljøet og indtjeningen

En bedre kommunikation og inddragelse af medarbejderne i de forskellige processer i arbejdet.

Sådan lyder den centrale opskrift på succes i byggeprojekter. Dansk Byggeri og 3F har i syv år arbejdet med udviklingsprojektet Bedre Bundlinje.

Projektet er netop afsluttet med en positiv evaluering, der nu skal implementeres i bygge- og anlægsbranchens virksomheder. Erfaringerne fra det fælles projekt skal blive et permanent tilbud til danske byggevirksomheder om øget fokus på kommunikation og samarbejde - for at styrke godt arbejdsmiljø og en bedre indtjening.

Det fælles projekt Bedre Bundlinje har i udviklingsfasen koncentreret sig om at udvikle metoder og redskaber til bedre og mere effektiv tilrettelæggelse af arbejdet på landets mange byggepladser, et sundere arbejdsmiljø og større arbejdsglæde.

Fokus har i udviklingsforløbet været på at hjælpe virksomhederne til at sikre bedre dialog mellem ledelse og medarbejdere og dermed større effektivitet i arbejdet. Og erfaringerne fra projektet er klare: Et bedre samarbejde og en styrket kommunikation giver bedre mulighed for at øge indtjeningen. Virksomhederne oplever, at en bedre tilrettelæggelse giver mindre spild, færre fejl, hurtigere byggeprocesser og langt færre arbejdsulykker. De positive erfaringer skal nu ud og gøre gavn på danske byggepladser, har Dansk Byggeri og 3F sammen besluttet.

Erfaringer skal implementeres
Kernen i Bedre Bundlinje 3.0 har været et dagsforløb, hvor virksomheder med konsulentbistand fra 3F og Dansk Byggeri har arbejdet med procesværktøjet "Fokus på Forbedringer". Erfaringerne fra de gennemførte virksomhedsforløb er så gode, at 3F og Dansk Byggeri nu sammen går i gang med et forløb, hvor bygge- og anlægsbranchens virksomheder tilbydes et implementeringsforløb. Der etableres således et treårigt samarbejde, hvor implementering og udbredelse af de gode erfaringer fra Bedre Bundlinje er i centrum.

Evalueringen af udviklingsforløbet kan sammenfattes i fire overordnede resultater, der knytter sig til virksomhedernes udbytte:

Bedre Bundlinje skaber dialog mellem ledelse og medarbejdere og sætter fokus på forhold, der er afgørende for at opnå højere produktivitet.

Dagsforløbene er gode, og de virker, men virksomhederne kan ikke drive udviklingen uden konsulentstøtte og opfølgning.

Det er svært for virksomhederne at holde fast i forandringerne efter dagsforløbene.

Fælles forståelse
Det er virksomhedernes evne til at holde fast i forandringerne, der afgør, hvilken effekt Bedre Bundlinje i sidste ende får.

Erfaringerne fra udviklingsforløbet er, virksomhederne kan mærke de positive forandringer - men også at processerne skal understøttes af for eksempel en proceskonsulent, samt at der skal være fokus på at forankre de processer, der udvikles mellem ledelse og medarbejdere.

Forandringerne handler om ledernes og medarbejdernes måde at tænke på og forstå processerne i virksomhederne og på byggepladserne. Virksomhederne fremhæver selv, at de gennem Bedre Bundlinje har fået skabt en fælles referenceramme, fået udviklet nogle fælles begreber, skabt et fælles sprog og en fælles forståelse for nogle af de problemstillinger, der er i virksomheden.

Det står klart, at dagsforløbene skaber gode effekter i form af eksempelvis bedre arbejdsmiljø, mere inklusion af medarbejdere, større forståelse for fælles udfordringer og fælles kompetencer. Alt sammen forhold, der får virksomhederne til at fungere og præstere bedre.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125