23948sdkhjf

Danske Bank og Pihls konkursbo indgår millionforlig

Konkursboet efter E. Pihl & Søn A/S har indgået forlig på et trecifret millionbeløb i en sag med blandt andet Danske Bank

Efter flere års juridisk tovtrækkeri er konkursboet E. Pihl & Søn A/S nået til enighed med en gruppe af finansielle aktører, som boet stævnede i 2015.

Forliget koster konkursboet 257 mio. kr.

Det fremgår af den seneste cirkulæreskrivelse, der er en statusopgørelse over aktiver og passiver fra kuratorerne.

Fik pant inden konkurs
Millionforliget er indgået med Danske Bank og tre garantiforsikringsselskaber: Tryg, hollandske Atradius og Euler Hermes fra Belgien.

I december 2012 fik de fire aktører virksomhedspant på 300 mio. kr. i E. Pihl & Søn, der gik konkurs ni måneder senere. Konkursboet stævnede i 2015 de fire virksomheder for over 300 mio. kr., da man fandt, at de uretmæssig sad på en stor del af boets værdier, der for nylig er opgjort til cirka 600 mio. kr.

Umiddelbart lykkedes det ikke parterne at få enderne til at mødes, og derfor fulgte en retssag, der siden blev henvist fra Københavns Byret til Østre Landsret.

Den 11. juni i år, dagen før det afsluttende retsmøde, kom de dog til enighed om en aftale, der altså koster den hedengangne byggegigant 257 mio. kr.

Bo har "overskud" efter forlig
Navnene på panthaverne fremgår ikke af cirkulæreskrivelsen, men ifølge Tinglysningsretten er det udelukkende den ovennævnte gruppe af selskaber, der har pant i den omtalte størrelsesorden i E. Pihl & Søn A/S.

Hverken kurator eller Danske Bank vil kommentere forliget. Tryg Forsikring vendte ikke tilbage på Licitationens henvendelse inden deadline.

Forliget sikrer, at der er flere aktiver i konkursboet, end der umiddelbart var udsigt til.

I cirkulæreskrivelsen er der opgjort aktiver for 384 mio. kr. ved "realisation af virksomhedspant". Hvis man trækker udgifter til forliget (257 mio. kr.) og omkostninger til retssagen (64 mio. kr.) fra, er der således 63 mio. kr. tilbage.

Penge til lønmodtagere
Som Licitationen - Byggeriets Dagblad kunne fortælle i torsdagsavisen, er der udsigt til, at tidligere medarbejdere og Lønmodtagernes Garantifond får en god stak penge fra konkursboet.

Medarbejdernes samlede krav er godkendt til 170 mio. kr., og ifølge den seneste statusopgørelse vil bobeholdningen være på cirka 150 mio. kr. efter omkostninger og altså dække en stor del af medarbejdernes krav.

Til gengæld er den samlede mængde krav i konkursboet i øjeblikket opgjort til over fem mia. kr., og selvom beløbet er behæftet med usikkerhed, vil der være mange aktører, der ikke får deres krav gennemgået eller opfyldt.

E. Pihl & Søn A/S
  • 1887: Virksomheden grundlægges af murermester Lauritz Emil Pihl i København
  • 1916: Lauritz Emil Pihls søn, Carl, indtræder i virksomheden
  • 1947: Civilingeniør Kay Langvad køber halvdelen af ejerskabet i E. Pihl & Søn
  • 1971: Kay Langvads søn, Søren Langvad, overtager ledelsen af virksomheden
  • 2. april 2012: Søren Langvad afsættes mod sin vilje som direktør for E. Pihl & Søn.
    Han afløses på posten af Halldor Pall Ragnarsson
  • 20. april 2012: E. Pihl & Søn fremlægger årsrapporten for 2011, som viser et negativt resultat på 198 mio. kr. Underskuddet skyldes primært afskrivninger på flere store anlægsprojekter i udlandet. Samtidig indsættes Birgit Nørgaard som formand for bestyrelsen med en oprydning i virksomheden som mål
  • 15. december 2012: Søren Langvad afgår ved døden i en alder af 88 år
  • 1. maj 2013: E. Pihl & Søn fremlægger årsrapporten for 2012, hvor underskuddet nu er vokset til 473 mio. kr. Det skyldes tab og nedskrivninger på udenlandske projekter, som tegnede sig for 525 mio. kr.
  • 2. maj 2013: Halldor Pall Ragnarsson fyres som adm. direktør
  • 26. august 2013: Bestyrelsen i E. Pihl & Søn indgiver konkursbegæring for selskabet i Skifteretten, da det ikke er lykkedes at finde en finansiel løsning, der kan sikre virksomhedens fortsatte drift
    På tidspunktet for konkursbegæringen beskæftigede E. Pihl & Søn omkring 2.370 ansatte i Danmark og udlandet. Ved udgangen af 2012 havde selskabet en ordrebeholdning på 4,7 mia. kr., og det blev vurderet, at omkring 90 aktive projekter blev berørt af konkursen.
  • 23. september 2016: Pihl & Søn A/S registreres som et nystiftet aktieselskab, der står uafhængigt af krakkede E. Pihl & Søn. Det sker blandt andet med Danske Bank som kreditor.

Artiklen er en del af temaet Fokus på Pihl & Søn.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.129