Høj aktivitet inden for boligbyggeri bidrager til, at koncernen Industri Beton Holding ApS, der har hovedkontor i Ringkøbing, næsten fordoblede overskuddet i 2017.
- Det er et fint resultat, som lever op til vores forventninger, siger medejer Karsten Sandal, der også er adm. direktør i datterselskabet Perstrup Beton Industri A/S.
Overskuddet i koncernen i 2017 nåede et niveau på 20,8 mio. kr. før skat mod 10,9 mio. kr. året før. Industri Beton Holding oplyser ikke omsætning.
Ud over Perstrup Beton Industri indeholder koncernen selskaberne ØSB A/S, Abeo ApS og det nystiftede Svinninge Beton Industri A/S. Virksomhederne arbejder hovedsagligt med produktion, levering og montage af betonelementer.
Bolig dominerer aktivitet
Det er primært vækst i omsætningen, der sætter spor længere nede i regnskabet og har fået bundlinjen til at vokse, fortæller Karsten Sandal.
- Men afkastet er også blevet en spids bedre, siger han.
Industri Beton Holding udfører blandt andet opgaver inden for landbrug, industri og infrastruktur, men det er særligt inden for boligbyggeri, at betonkoncernen oplever efterspørgsel på råhuse og elementer i øjeblikket.
Alle går frem
Sammenligner man datterselskaberne, der sammenlagt beskæftiger cirka 250 ansatte, bidrager betonproducenten ØSB med det største overskud. Selskabet landede i 15,8 mio. kr. før skat, mens det i 2016 var på 6,5 mio. kr. Det er dog værd at nævne, at ØSB fusionerede med søsterselskabet Byggebjerg Beton fra 1. januar 2017.
Virksomheden Perstrup Beton Industri øgede overskuddet fra 6,5 mio. kr. før skat til 8,2 mio. kr.
Selskabet Abeo, der har patent på det danskudviklede betondæk, SL-dækket, har vendt et underskud på 0,6 mio. kr. til et overskud på 1,1 mio. kr. i 2017. Abeo A/S gik konkurs i 2016, men blev siden overtaget af Industri Beton Holding, der nu har succes med SL-dækket i regi af Abeo ApS. Gennembruddet kom sidste år, da Abeo i november indgik en licensaftale med Finlands største elementproducent Lujabetoni.
Selskabet Svinninge Beton Industri blev stiftet sidste år med adresse i Svinninge vest for Holbæk af vestjyderne for at komme tættere på de sjællandske kunder. En helt ny fabrik ventes at være klar til at støbe beton til september.
Betonkoncern fordobler overskuddet
Vestjyske Industri Beton Holding A/S tjente over 20 mio. kr. i 2017