23948sdkhjf

Hospitalsbyggerier strammer livremmen ind

Apparatur, digitale skilte og TV på patientstuerne i Gødstrup står, sammen med dele af ombygningen af det eksisterende hospital i Viborg, til at blive taget ud af Region Midtjyllands byggeplaner.

Det sker for at ruste økonomien til at klare uforudsete udgifter i den sidste del af de to store byggerier, som begge er ramt af forsinkelser.

- Det er noget skuffende, at de nye hospitaler bliver mindre fornemme, end vi drømte om. På den anden side, så vil jeg stadig fastholde, at vi i Region Midtjylland i disse år bygger og ombygger hospitaler for over 12 milliarder kroner. De nye rammer bliver langt bedre, end det vi tilbyder patienter og ansatte nu, og jeg kommer aldrig til at drømme mig tilbage til de bygninger, vi forlader, siger Henrik Gottlieb Hansen (S), formand for Region Midtjyllands Hospitalsudvalg, i en pressemeddelelse.

Over 100 millioner
På DNV-Gødstrup skal der konkret udpeges mulige besparelser i Gødstrup for 109,6 mio. kroner. En af mulighederne er at tage apparatur, digitale skilte og TV på patientstuerne ud af byggeriet.

Regionsrådet får senere forelagt en revideret tidsplan. Men som byggeriet tegner nu, begynder indflytningen i Regionshospitalet Gødstrup i sidste halvdel af 2020.

Den nye tidsplan skal sammen med stramme økonomiske prioriteringer, øget tilsyn, mere fysisk ledelsestilstedeværelse på byggepladsen og tilførsel af byggefaglige kompetencer fra Det Nye Universitetshospital i Aarhus sikre, at hospitalsbyggeriet kommer ordentligt i mål.

Dele af ombygning i fare
På byggepladsen i Viborg er det forventningen, at sidste håndværker forlader byggepladsen for det nye akutcenter tre måneder senere end planlagt. Ibrugtagningen forventes dermed at finde sted fra midten af 2019.

Forsinkelsen i forhold til den oprindelige tidsplan betyder, at der skal findes besparelser i det samlede byggeprojekt for 33,3 mio. kroner til dækning af eventuelle udgifter som følge af blandt andet forlænget drift af skurby og byggeplads.

Besparelsen kan kun findes i den planlagte ombygning af det eksisterende hospital i Viborg. I praksis betyder det derfor, at regionsrådet i august skal drøfte, om ombygningen af operationsstuer og ombygning af østsiden af to sengeetager skal gennemføres.

Regionen oplyser, at renoveringen af Dialyse og Klinik for Nyresygdomme, udvidelse og renovering af Hjertemedicinsk Klinik og ombygning af Intensiv foreslås gennemført som planlagt.

Byggeriernes tidsplaner og økonomi skal behandles på forretningsudvalgets møde den 14. august og på regionsrådets møde den 22. august.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
JOB i FOKUS
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.141