REGION SYDDANMARK
HERRESTED
Trafiksikring
Nyborg Byråd har frigivet 600.000 kr. til etablering af sikker overgang og hævet flade på Odensevej i Herrested. Projektet berører strækningen fra Odensevej 67 til Odensevej 94, og omfatter flytning og opsætning af nye byporte, lokal hastighedsbegrænsning ind mod byen fra nord og hævet flade i krydset Odensevej/Måre Byvej med fodgængerfelt samt torontoanlæg.
NYBORG
Træningshave
Nyborg Kommune har i budget 2018-2021 afsat 350.000 kr. til etablering af træningsredskaber ved rehabiliteringscentret på Nydamsvej, og administrationen har udarbejdet et idéoplæg til etablering af en træningshave på Jernbanebo med fokus på træning og i ligeså høj grad rekreation og samvær. Oplægget blev forleden godkendt af Nyborg Byråd med henblik på at udbudsprocessen sættes i gang.
Træningshaven skal blandt andet indeholde barre med forskelligt underlag, kolbøttestænger i tre højder, trapper med gelænder, armcykel for kørestolsbrugere med mere.
Opgaven udbydes i et miniudbud via kommunens dynamiske indkøbssystem, og inkluderer også udskiftning af underlag, beplantning og andet anlægsarbejde, således at stedet fremstår pænt og indbydende og er let at vedligeholde.
FREDERICIA
Genbrugsplads
Fredericia Byråd har sagt god for, at Affald & Genbrug erhverver grunden på Nordre Kobbelvej 13 til etablering af genbrugsplads og genbrugscenter.
RIBE
Renovering af dige
Esbjerg Byråd har frigivet 661.000 kr. til renovering af Dige i Varming Enge.
Det er tidligere besluttet, at renoveringen skal foregå i to etaper i henholdsvis 2018 (Dige i Varming enge) og 2019 (Dige langs Ribe Østerå vest og øst).
Cirka 550 meter af Dige i Varming enge er for lavt og skal hæves til den regulativmæssige kote. Højden skal være 3,38 meter, og der indbygges en overhøjde på 10-15 cm for at imødegå sætninger.
Der er udarbejdet et prisoverslag på 661.000 kr. til forundersøgelser, afsætning ved landinspektør og udførelse, herunder reetablering af grusstien på digets krone.
REGION MIDTJYLLAND
FREDERIKS
Kloakrenovering
Viborg Byråd har anlægsbevilget en halv mio. kr., der skal bruges til ekstern rådgivning i forbindelse med en planlagt renovering af kloakker ved Frederiks og Hald Ege skole. Samtidig bemyndigede byrådet direktøren fro Børn & Unge til at træffe beslutning om valg af ekstern rådgiver.
I henhold til Spildevandsplanen 2014-2018 er Frederiks og Hald Ege Skole udlagt til omlægning fra fælleskloak til separatkloak.
BJERRINGBRO
Klimatilpasning
En del af Grundfos’ arealer i Bjerringbro er udpeget som risikoområde i Viborg Kommunes klimatilpasningsplan. Der foreligger nu et skitseprojekt, der omfatter en række delprojekter, som enkeltvis har en funktion, der er med til at mindske risikoen for oversvømmelser. Heraf ønskes i første omgang fire delprojekter realiseret.
Viborg Kommune skal deltage i finansiering af et af disse, og Viborg Byråd anlægsbevilgede forleden 125.000 kr. hertil.
Grundfos, Viborg Kommune og Energi Viborg Vand A/S samarbejder om klimatilpasningsprojektet, som i alt indeholder 14 delprojekter.
VIBORG
Udvikling af Viborg Naturpark
I forbindelse med Viborg Naturparkprojektet er der afsat 200.000 kr. til afledte projekter indenfor Viborg Naturpark-projektet, og dem frigav Viborg Byråd for nylig.
Klima- og miljøudvalget har tidligere godkendt forvaltningens forslag til anvendelse af puljen, som blandt andet går ud på at bruge en fjerdedel af beløbet på faciliteter som bænke, hegn, shelters med mere.
VAMMEN
Kloakarbejde
Viborg Byråd har vedtaget tillæg nr. 24 til Viborg Kommunes spildevandsplan for 2014-2018. Tillægget danner grundlag for, at fælleskloakken i Vammen kan omlægges til separatkloak.
REGION NORDJYLLAND
NYKØBING MORS
Multipark
Morsø Kommunalbestyrelse har frigivet 2 mio. kr. til udvikling af Morsø Multipark samt til realisering af et boldbaneprojekt.
Morsø Kommune har i december 2017 fået et tilskud på 70.000 kr. fra DBUs udviklingspulje til den videre udvikling af Morsø Multipark, hvor elementer i det nuværende prospekt udarbejdet af JaJa arkitekter skal konkretiseres og detailskitseres.
Målet er at komme fra et overordnet prospekt for Morsø Multipark til en konkretisering af tre delelementer multiparken i dialog med de mange brugergrupper i området, Lokale og Anlægsfonden og DBU. De tre delelementer er kantzonerne omkring boldbanerne, grejstationen og perlestrengen, som er rygraden igennem området og bindeleddet mellem områdets mange uddannelsesinstitutioner, foreninger og arena.
De færdige skitser af de tre delelementer i multiparken forventes klar til oktober.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Herrested, Nyborg, Fredericia, Ribe, Frederiks, Bjerringbro, Viborg, Vammen og Nykøbing Mors