Den permanente Boligjobordning ser ud til at leve op til forventningerne. For ifølge en ny undersøgelse fra SMVdanmark - det tidligere Håndværksrådet - er der både sat gang i beskæftigelsen i de små og mellemstore byggevirksomheder, ligesom det har medført mindre efterspørgsel på sort arbejde, efter Boligjobordningen blev permanent ved årsskiftet.
Det var da også påkrævet, at regeringen og flertallet på Christiansborg langt om længe fandt ud af, hvad de ville med Boligjobordningen, som har levet en noget omtumlet tilværelse siden den blev søsat under finanskrisen. Skiftende regeringer har enten ville beholde Boligjobordningen, eller set den hen hvor peberet gror.
Det skabte en stop and go-effekt, som ikke ligefrem var sund for virksomhederne, fordi forbrugerne naturligt nok holdt igen med at få udført håndværksopgaver, når de ikke vidste om de kunne få et fradrag.
Derfor er en permanent ordning godt for byggeriet. Det sikrer ro om de fremtidige rammevilkår, og det er positivt, at virksomhederne nu ansætter flere svende og lærlinge.
Men igen må man stille spørgsmålet, om det er fair, at der skal gives fradrag for håndværkerydelser, når størsteparten af bygge- og anlægsvirksomheder i øjeblikket mangler arbejdskraft, og der er generel fremgang i byggeriet. Boligjobordningen havde uden tvivl sin berettigelse under finanskrisen, men i opgangstider burde sådanne støtteordninger ikke være nødvendige.
DAGENS LEDER: Ærgerligt at støtte skal være løsningen
Det mener Licitationen, Byggeriets Dagblad