Beløbsordningen for 3. landes arbejdstagere skal ikke sættes ned
Det er næsten ikke til at åbne for noget medie, uden man hører historier om, at der er mangel på arbejdskraft. Særligt indenfor bygge- og anlægsbranchen skulle dette være tilfældet. Den påståede mangel på arbejdskraft burde give plads til flere marginaliserede danske arbejdstagere samtidigt med, at vi må forvente, at alle ledige og unge i skolepraktik får job eller læreplads. Men det er jo ingenlunde tilfældet.
Det har også fået flere arbejdsgiverorganisationer til at foreslå, at den såkaldte Beløbsordning for 3. landes arbejdstagere nedsættes fra de nuværende cirka 417.000 kr. til 325.000 kr. i årlig indtægt. 3. landes arbejdstagere er arbejdstagere, der kommer fra lande udenfor EU og Norden.
Beløbsordningen, som den er i øjeblikket, rammer nogenlunde gennemsnittet af, hvad en dansk lønmodtager har i årlig indkomst ifølge DA’s lønstatistik.
Nederst på lønskalaen
De 3. landes statsborgere, som vi inviterer til Danmark for at arbejde, har vi altså besluttet at behandle nogenlunde gennemsnitligt i forhold til danske arbejdstagere. Det må være ret og rimeligt, at udenlandske arbejdstagere, uanset hvor de kommer fra, behandles nogenlunde lige så godt som danske arbejdstagere, når det gælder indkomst og arbejdsvilkår.
Ved at nedsætte denne beløbsgrænse opnår man jo blot, at arbejdstagere fra disse 3. lande vil blive en lavtlønsgruppe i det danske samfund. Det er jo også en indstilling at have til fremmede mennesker, som vi inviterer hertil, at de skal placeres i den nederste del af lønskalaen. Desuden må vi forvente, at de marginaliserede danske arbejdstagere, som vi gerne vil have ind på arbejdsmarkedet, netop har størst mulighed herfor i den lave ende af lønskalaen. Derfor vil en nedsættelse af Beløbsordningen virke yderligere marginaliserende for denne gruppe.
Få de marginaliserede i arbejde først
Man kan stille sig selv spørgsmålet om, hvorfor vi ikke benytter en højkonjunktur og en stærk økonomi til at prøve, at få mange af de marginaliserede grupper, som vi har i Danmark, ind på det danske arbejdsmarked. Hvorfor bruger vi ikke højkonjunkturen til at løse vores egne problemer og vores egne udfordringer.
I tidligere tider var en højkonjunktur sådan set den bedste mulighed for at skaffe marginaliserede danske arbejdstagere en fast tilknytning til arbejdsmarkedet. At give dem et job, som de kunne udvikle sig i og, som de selv og deres familie kunne leve af.
Det lader ikke til at være tankegangen blandt flere danske arbejdsgiverorganisationer. Her ser man ikke bare mod resten af EU og det fælles arbejdsmarked vi har her. Nej, vi skal have arbejdskraften meget længere væk fra! Fra Nepal, Bangladesh og Filippinerne.
Hvis danske virksomheder virkelig mangler arbejdskraft så meget, som de påstår, så er der faktisk rigtig mange EU-borgere at tage af. Rigtig mange ledige EU-borgere at tage af. Hvis der mangler arbejdskraft indenfor byggeriet, så er det meget underligt, at et en A-kasse i København kan have op imod 50 ledige udenlandske Jord- og Betonarbejdere, som alle har arbejdserfaring fra Danmark, men som ingen danske virksomheder øjensynligt er interesseret i at ansætte.
Ordentligt match
Lad os nu prøve at få lavet et ordentligt match mellem dem, som faktisk er ledige og dem, der er marginaliserede til de virksomheder, der reelt mangler arbejdskraft. Måske skal man give de ledige et løft eller et kursus og få dem hjulpet i gang. Det vil klæde både virksomheder og samfundet i øvrigt, hvis vi kunne udnytte en højkonjunktur og en stærk økonomi til dette formål.
Hvis det lykkes os at løse de problemer vi har på det danske arbejdsmarked først og dernæst dem på det fælles europæiske arbejdsmarked, så er der jo ikke noget i vejen for, at vi også som det tredje går i gang med at løse problemerne i Bangladesh, Nepal og på Filippinerne og andre eksotiske steder, hvor danske arbejdsgiverorganisationer har kastet deres længselsfulde blikke hen.
Artiklen er en del af temaet Debat.
