REGION SYDDANMARK
SVENSTRUP
Produktudviklingscenter
Danfoss A/S har anmodet Sønderborg Kommune om igangsættelse af planlægning for nyt produktudviklingscenter for køleteknik samt ny dagligvarebutik og tankstation ved Danfoss i Svenstrup.
Teknik- og miljøudvalget havde sagen på dagsordenen forleden og anbefaler, at kommunen imødekommer anmodningen.
Som led i udviklingen af virksomhedens produkter indenfor køleteknik har Danfoss indledt et samarbejde med en supermarkedskæde om at udvikle fremtidens supermarked. Der skal således bygges en ny dagligvarebutik på cirka 1.100 kvm, og i tilknytning dertil et Danfoss produktudviklingscenter.
STRIB
Boligrenovering
Boligforeningen Lillebælt planlægger at renovere afdeling 21 Søborg Alle i Strib, og har i den forbindelse bedt Middelfart Byråd godkende optagelse af et kreditforeningslån med 100 procent kommunal garanti.
Forvaltningen foreslår, at Middelfart Kommune godkender, at der må optages et lån på 8.455.121 kr.
Bebyggelsen på Søborg Alle 4-38 i Strib er opført i 1948 og består af 15 rækkehuse med kælder. De planlagte renoveringsarbejder omfatter blandt andet udskiftning af vinduer, hoveddøre, fugearbejde, reparation af trapper og nye radiatorer.
Sagen behandles af økonomiudvalget den 19. juni, hvorefter det bliver byrådets tur den 25. juni.
REGION MIDTJYLLAND
BALLE
100 Boliger
Plan- og vejudvalget i Silkeborg Kommune anbefaler, at forslag til lokalplan 12-022 for et boligområde ved Nordre Højmarksvej i Balle godkendes og fremlægges i offentlig høring i otte uger.
Lokalplanen vil give mulighed for opførelse af omkring 100 boliger fordelt med cirka 80 tæt-lave og cirka 20 åben-lave boliger i et område nord for Nordre Højmarksvej og syd for Silkeborgmotorvejen.
SKIVE
Opførelse af friplejehjem
Skive Friplejehjem har bedt Skive Kommune om at udarbejde plangrundlag for et nyt friplejehjem, som planlægges opført ved Ramsdahlsvej i Skive.
Teknik- og miljøudvalget besluttede forleden at sætte dette arbejde i gang, sådan at man kan have en endeligt vedtaget lokalplan på plads i foråret 2019.
Udvalget besluttede samtidig, at der optages forhandling med Vejdirektoratet om en ny tilslutning fra Ramsdahlsvej til Ringvej Syd.
Akitekterne Meissner og Sigh har udarbejdet et skitseforslag til byggeriet.
SKIVE
Udbygning af Rema 1000
Teknik- og miljøudvalget i Skive Kommune anbefaler, at forslag til lokalplan nr. 292 godkendes og fremlægges i høring i fire uger.
Lokalplanen skal bane vej for en udvidelse af Rema 1000 på Brårupvej i Skive.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Svenstrup, Strib, Balle og Skive