23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Rådgiver afleverer tilfredsstillende regnskab

Den entreprenørbaserede rådgivervirksomhed V2C, Value to Construction, har investeret i flere specialiserede medarbejdere og er med åbning af Odense-kontor nu landsdækkende

 - Vækst og bundlinje går hånd i hånd.



Sådan betegner direktør og partner Lars Blaaberg, V2C (Value to Construction), virksomhedens regnskabsår 2017.



- Vi har lukket vores fjerde regnskabsår med en omsætning på 32,8 mio. kr. og et resultat før skat på 1,4 mio. kr. Det er vi godt tilfredse med. Jeg synes, resultatet viser en solid vækst med et sundt aktivitetsniveau. Det skyldes ikke mindst, at vi har formået at tiltrække nye kunder og nye projekter, samtidig med at vi fastholder de eksisterende, siger Lars Blaaberg.



Med rødder i entreprenørbranchen leverer den københavnske virksomhed entreprenørydelser på rådgiverbasis i alle byggeriets faser.



De arbejder blandt andet med risikoafdækning i bygge- og anlægsprojekter, med styring af tid, økonomi og kvalitet samt granskning af tegninger og beskrivelser.



Specialiserede folk

Ifølge Peer Kisbye, meddirektør og partner i V2C, har firmaet i 2017 foretaget en del investeringer, som også har påvirket resultatet.



- Blandt andet investeringer i flere specialiserede medarbejdere samt udbredelsen af kundekredsen i Jylland. Dertil kommer også nye arbejdsmetoder, hvor arbejdet gerne skal være drevet af lyst til det, man laver, siger han.



Lars Blaaberg tilskriver succesen, at man kobler lederkompetencer med praktisk erfaring fra byggepladsen.



Landsdækkende

Det har også betydet, at firmaet, sammen med den rådgivende ingeniørvirksomhed Sweco, har fået en rammeaftale hos Bygningsstyrelsen (se artiklen ovenfor).



Den netværksbaserede organisation, domineret af en flad struktur og kollegiale sparringsrelationer, fik 15. maj desuden opfyldt et stort ønske, da virksomheden for alvor blev landsdækkende og åbnede sit tredje kontor i Odense.



Lars Blaaberg understreger det vigtige i at være til stede rundt om i Danmark.



- Selv om det er et lille land, er der forskel på, hvordan man ser tingene. Når vi nu kommer fra København, vil der være en snert af københavneri, ligegyldigt hvor ydmygt man optræder. Man kan ikke se bort fra, at der rundt om i landet er et anderledes lokalt forankret netværk, siger han til Licitationen - Byggeriets Dagblad.



At optimere projektet

Lars Blaaberg pointerer, at virksomheden har valgt en tilgang om, at ingen projekter eller bygherrer er ens.



- Ingen udfordringer er ens. Der er ikke nogen "one-size-fits-all"-løsninger i byggeriet. Hvis du har ondt i tænderne, går du jo heller ikke til kiropraktor, selv om begge har hvide kitler på. Der er fagligheder, der dyrkes hos både arkitekter, ingeniører og entreprenører, men derfor er det ikke sikkert, at de først og fremmest har projektet i tankerne. De har måske mere fokus på deres egen forretning. Derfor mener vi, at byggeriet arbejder ud fra forældede forretningsmodeller baseret på skarpt definerede og snævre roller. Vi vil gerne være med til at rive skellene mellem de forskellige roller og funktioner ned og styrke det kompetencebaserede byggeri, siger Lars Blaaberg.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.215