Det er ikke kun i fodboldsammenhæng, at Island har succes.
Asfaltkoncernen Colas Danmark A/S, der har domicil i Glostrup ved København, færdiggjorde i 2017 et større projekt i Keflavik Lufthavn, der trækker godt op i 2017-regnskabet.
- Vi havde en heldig hånd på Island, hvor vejrforholdene var fremragende og gav mulighed for, at vi kunne optimere over det forventede, siger adm. direktør Hans Oluf Krog.
Colas Danmark, der er ejet af den franske koncern af samme navn, øgede omsætningen med godt 20 pct. til 1,3 mia. kr. i 2017, mens overskuddet voksede med 17 pct. fra 53 mio. kr. til 63 mio. kr. før skat.
Mange regnbyger i Danmark
Samlet står udlandet for cirka 400 mio. kr. af omsætningen, hvoraf en stor del ligger i et islandsk datterselskab, der har det mundrette navn Malbikunarstödin Hladbær-Colas h.f.
I årsrapporten fremgår det, at resultatet i Island er stærkt forbedret på grund af et højt aktivitetsniveau, særdeles godt vejr og en optimal ordreportefølje. De 400 mio. kr. svarer til 30 pct. af den samlede aktivitet, hvilket er noget mere end de godt 20 pct., som udlandet stod for i 2016.
Samlet kommer Malbikunarstödin Hladbær-Colas ud med et "meget tilfredsstilende økonomisk resultat" i 2017. Mens det gik rigtig godt på Island, havde Colas større udfordringer i Danmark.
- Der er ganske god aktivitet, men der er også stor priskonkurrence, og det gør det sværere at tjene penge. Samtidig bød sidste år på en eksorbitant våd udlægningssæson, og samlet set var det ikke tilfredsstillende i Danmark, siger Hans Oluf Krog.
Holder indtjeningsniveau
Omsætningen i Danmark voksede i året fra 841 mio. kr. til 915 mio. kr.
Samlet var aktivitetsniveauet i Danmark højere end ventet med mange belægnings- og vedligeholdelsesopgaver på vejene.
I koncernen er også det associerede selskab, Dansk Overfladebehandling I/S, som ikke leverede et tilfredsstillende resultat i 2017 ifølge ledelsesberetningen.
Overordnet holder den danske Colas-koncern et pænt indtjeningsniveau med en overskudsgrad på 4,8 pct., lidt mindre end de 5 pct. der blev leveret i 2016.
Islandsk succesprojekt redder Colas
Asfaltkoncernen holder indtjeningsniveauet i et år med en omsætningsvækst på 20 pct.