23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye anlægsopgaver på vej

Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Aalestrup, Thisted, Lemvig, Skive, Ledøje-Smørum, Hillerød og Roskilde

REGION NORDJYLLAND

AALESTRUP

Transmissionsledning
Aalestrup-Nørager Energi og Gl. Hvam Kraftvarmeværk i Viborg Kommune fusionerer.

I den forbindelse skal der etableres en transmissionsledning mellem de to varmeværker, hvilket skal godkendes af Vesthimmerlands Kommune.

Teknik- og miljøudvalget i Vesthimmerlands Kommune besluttede forleden at bemyndige forvaltningen til at træffe afgørelse om projektgodkendelse under forudsætning af, at der ikke i høringen kommer væsentlige indsigelser. 

THISTED

Byrum
Realdania har bevilget 250.000 kr. til forundersøgelser, som skal danne grundlag for et fysisk projekt i Thisted midtby.

Bevillingen er betinget af medfinansiering fra Thisted Kommune på tilsvarende 250.000 kr.

Afhængig af forundersøgelserne har Realdania reserveret op til 8 mio. kroner til gennemførelse af projektet ’Passagen Mellem By og Fjord’, og disse 8 mio. kroner er ligeledes afhængige af en tilsvarende kommunal medfinansiering på 8 mio. kroner.

Med baggrund i kampagnen ’På Forkant’ sætter Realdania fokus på midtbyerne over de kommende år. Formålet er at løfte kvaliteten i hovedbyernes centrale gader og byrum for derigennem at styrke byerne som drivkraft for livskvalitet, udvikling og bosætning i yderområderne.

Klima-, miljø- og teknikudvalget anbefaler, at kommunalbestyrelsen anlægsbevilger en halv mio. kroner til forundersøgelsen.

REGION MIDTJYLLAND

LEMVIG

Omdannelse af parkeringsplads
Teknik- og miljøudvalget i Lemvig Kommune har godkendt et forslag til omdannelse af parkeringspladsen ved Engen i Lemvig, som planlægges gennemført i forbindelse med områdefornyelsen i Lemvig.

Forslaget inddrager en del af vejbanen til forareal og en af- og pålæsningslomme ved Kvicklys hovedindgang. Forslaget medfører i alt 156 parkeringspladser, mens seks pladser inddrages til sikring af fodgængerne i den sydlige del af området. 

SKIVE

Etablering af dige
Skive Kommune vil etablere et nyt dige ved Viborgvej som en forlængelse af det sydlige dige ved Karup Å, og det berører en række kommunale og private ejendomme. Det har ikke været muligt at indgå frivillige aftaler med alle lodsejere, hvorfor det bliver nødvendigt med ekspropriation.

Teknik- og Miljøudvalget besluttede forleden at indstille til Økonomiudvalget og Byrådet at foretage ekspropriation til erhvervelse af rettigheder over ejendommene matr.nr. 14-aq og 14-f Glattrup, Skive Jorder.

REGION HOVEDSTADEN

LEDØJE-SMØRUM

Kunstgræsbane
På baggrund af henvendelse fra Ledøje-Smørum Fodbold er administrationen i Egedal Kommune i gang med at undersøge muligheden for at etablere en ny kunstgræsbane i Ledøje-Smørum Idrætsanlæg finansieret af en donation fra fodboldklubben.

Planudvalget havde sagen på dagsordenen forleden og anbefaler, at administrationen i samarbejde med Ledøje-Smørum Fodbold udarbejder et udvidelsesforslag til budgetforhandlingerne for 2019.

HILLERØD

Badesø
Hillerød Kommune vil undersøge, om vandet i Teglgårdssøen er af en sådan kvalitet, at søen kan anvendes som badesø, og natur-, miljø- og klimaudvalget anbefaler nu, at de 200.000 kroner, der er afsat til formålet, frigives.

Der skal oprettes en målestation for badevandskvalitet og udarbejdes en vurdering af søens vandkvalitet herunder hygiejniske forhold, søens vand- og stofbalance samt sedimentets kvalitet og indhold af miljøfremmede stoffer. Efter en sæsons målinger udarbejdes en badevandsprofil, som viser, hvorvidt søen er anvendelig som badesø.

Såfremt det konkluderes, at Teglgårdssøen er anvendelig som badesø, kan en anlægsfase blive aktuel. Udgifter til selve anlægsfasen og den afledte drift af anlæg og badestation afhænger af anlægstype og ambitionsniveau.

Resultater fra badevandsprofilet forventes at foreligge i fjerde kvartal af 2018.

REGION SJÆLLAND

ROSKILDE

Cykelsti
Plan- og teknikudvalget i Roskilde Kommune anbefaler, at der frigives 7 mio. kroner til cykelsti langs Store Valbyvej.

Cykelstien langs Store Valbyvej er det første skridt i etablering af Campusstien, der kan sikre gode forhold for cyklende fra Trekroner Campus til det kommende Risø Park og ikke mindst skabe en længe ønsket sikker stiforbindelse mellem Ågerup, St. Valby og Roskilde. Stien er cirka 3 km lang.

I juni 2018 indgås der ifølge planerne aftale med rådgiver om projektering.

Projektet færdigprojekteres i sensommeren 2018, og når det er sket, udbydes anlægsopgaven til entreprenører.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.217|instance-web01