(PARIS) På den netop overståede franske og internationale udstilling Intermat, der blev afviklet i Villepinte i det nordlige Paris, var Glostrup-virksomheden SoRoto til stede for at vise varerne frem. Firmaet producerer blandemaskiner, eller "tvangsblandere" som de også kaldes, til byggeri, samt anlæg, herunder kloakker.
- Vi har haft nogle turbulente år, hvor finanskrisen var noget hård ved os, men nu er vi ved at få sat skik på det igen, og vi har med en ny organisering og ny direktør fået sat retningen for de kommende års indsats, fortæller en af de tre brødre, Ronny Andersen, der sammen med den nye adm. direktør Hans Terney Rasmussen tegner virksomheden under udstillingen.
Virksomheden er startet af faderen Benny Andersen, der i 1983 besluttede sig for at konstruere sin egen blander. For at opnå det resultat han ønskede, måtte han forkaste alle de kendte maskinkonstruktioner, men alligevel kunne han efter blot et par års intenst arbejde og tests præsentere en banebrydende maskine.
Det var en tvangsblander med en blandekapacitet på 40 L, hvilket dengang svarede til indholdet af en standardpose.
Den var så lille, at én mand kunne transportere den op på 4. sal - og den kunne køre på 230 V.
Et scoop
Scoopet for faderen var dog de blandearme, som han konstruerede og fik patenteret. De sikrede en perfekt blanding samtidig med, at de kunne af- og påmonteres uden brug af værktøj. Sidenhen er produktporteføljen vokset støt, og der er kommet langt større maskiner til. I dag er de tre brødre Sonny, Ronny og Tommy involveret i virksomheden, og her finder vi også forklaringen på firmanavnet, der er en sammenskrivning af de tre fornavne.
- Vi har dog haft en noget ineffektiv produktion fordi vi havde tre forskellige adresser, hvor vi arbejde fra. Det var ikke holdbart i længden, og det har vi nu med vor nye direktørs hjælp fået samlet det hele på en ny adresse i Glostrup. Det betyder langt højere effektivitet, muligheden for et showroom og ordentlige faciliteter i det hele taget, siger Ronny Andersen, der selv er uddannet murer, og derfor kender forholdene, når kunderne kommer og spørger.
- Vi sælger faktisk langt den største del af vore maskiner i udlandet, til en lang række forskellige lande, hvilket også er grunden til, at vi står på denne udstilling, forklarer adm. direktør Hans Terney Rasmussen.
- Ligesom med virksomheden derhjemme, arbejder vi også på at strømline eksporten, således at vi får en naturlig opdeling af markedet i de forskellige lande, gerne med en importør, som så har forhandlere. Dermed støder vi ikke i det problem, at forhandlere kommer til at gå ind i hinandens områder, og der opstår en form for ufrivillig konkurrence mellem forhandlere i hvert enkelt land. Vort forhandlersystem er dog tilpasset de enkelte markeder, men vi er faktisk repræsenteret i det meste af Europa, fortæller Hans Terney Rasmussen.
Og mens vi står på standen er der kunder, der er inde og kigge. Innovation er noget af det, der kendetegner de tre brødre og deres far, Benny Andersen.
Innovative brødre
- Selvom vi faktisk har patenter på meget af de vi laver, så er der firmaer, der kopierer os. Men det har vi lært at leve med. I stedet prøver vi at være innovative og komme først med nogle nye tiltag.
Eksempelvis har vi på vore nye og større modeller et rør oppe under låget, der tager støvet fra de poser, der hældes i blanderen, og det er nok de færreste, der tænker over hvor meget det egentligt støver, når man blander beton eller mørtel til nedstøbning af kloakrør, eller alternativt fliseklæb til badeværelser og køkkener, siger Ronny Andersen, der igen trækker på sin egen erfaring som murer.
Dansk producent på fransk visit
Danske SoRoto, der leverer blandemaskiner til byggeri og til kloakering og andre, der skal støbe, satser hårdt på det internationale marked