Skulle det vise sig, at man kan påvise, at man har betalt for meget for en nedbrydningsydelse, hvad enten den er direkte eller indirekte via en hovedentreprenør, så vil Vejdirektoratet forbeholde sig ret til at forfølge den eller de parter, der har forårsaget fordyrelsen.
Det er den klare melding fra direktør i Vejdirektoratet, Jens Holmboe, som vi har forelagt et konkret eksempel, hvor Vejdirektoratet via entreprenørselskabet MT Højgaard har fået tilbud på arbejder på Mønbroen.
Her var der tale om en underentreprise på godt tre mio. kroner. Prisen samt andre oplysninger om projektets udførelse er ifølge anklageskriftet blevet delt af nedbrydningsselskabet Kingo Karlsen med to andre nedbrydningsvirksomheder.
Tager forbehold
I Vejdirektoratet siger vejdirektør Jens Holmboe til Licitationen - Byggeriets Dagblad følgende:
- Overordnet kan jeg sige, at vi køber ydelser fra nedbrydningsvirksomhederne på to måder. Det kan enten være direkte kontrahering, hvor vi eksempelvis skal have fjernet et gammelt hus, fordi der skal ligge en vej. Den anden måde, vi kontraherer på, er den indirekte, hvor vi som i det konkrete eksempel er gået via en hovedentreprenør.
- I den konkrete sag er det således, at vi følger den nøje, og vi forbeholder os retten til at forfølge den helt til dørs, hvis det viser sig, at vi er blevet snydt, siger han.
- Når vi skal have udført arbejder, så har vi en procedure, der gør, at vi kigger alle tilbud igennem. Vi reagerer, hvis vi kan se, at der er tale om noget atypisk, men desværre er det jo også sådan, at vi oftest ikke kan se det fulde billede, siger Jens Holmboe.
Licitationen - Byggeriets Dagblad har forsøgt at få en kommentar til det konkrete eksempel fra hovedentreprenøren på projektet, MT Højgaard, samt fra den involverede nedbryder Kingo Karlsen.
Det er ikke lykkedes inden for deadline.
Bygherre vil forfølge for dyre ydelser
Vejdirektoratet er en af de bygherrer, som er nævnt i Statsadvokatens anklageskrift, og her forbeholder man sig ret til at forfølge sagen