De prækvalificerede totalrådgivere
- Rubow Arkitekter A/S
- Kullegaard A/S - Sweco Architects A/S - MOE A/S - Sophus Søbye Arkitekter ApS |
Ringsted Kommune er på jagt efter en totalrådgiver, som kan hjælpe med at føre helhedsplanen for udvidelse af Ringsted Sportscenter ud i livet.
Og blandt 22 anmodninger om prækvalifikation er fem aktører netop blevet valgt ud.
Der er tale om Rubow Arkitekter A/S, Kullegaard A/S, Sweco Architects A/S, MOE A/S og Sophus Søbye Arkitekter ApS, der er blevet prækvalificeret.
Det oplyser Birgit Rasmussen, bygherrerådgiver hos Casa Arkitekter A/S, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
- Selvom det ikke er en stor opgave, så er det en sjov opgave, siger hun og påpeger, at de er godt tilfreds med interessen.
- Det var svært at vælge. Det var gode ansøgninger alle sammen, fortæller hun og oplyser, at referencer har været udslagsgivende.
Budget på 35 mio. kroner
Udvidelsen går blandt andet på en ny forbindelsesgang som skal sammenknytte de eksisterende haller, en ny tilbygning for reception og kontorer, opførelse af multisal til kampsport, ny køkkenbygning, selskabslokaler, omdannelse af eksisterende cafeområde til opvarmningsareal samt ændring af lille sal til styrketræning.
Prisen løber - ifølge tidligere udmeldinger fra Ringsted Kommune - samlet op i 35 mio. kroner, og totalrådgiveren skal ifølge prækvalifikationsmaterialet forestå projektering, entreprenørudbud og gennemførelse af projektet "i respekt for den funktionelle og arkitektoniske løsning, som angivet i helhedsplanen".
Genudbud på tale
Der er tale om et genudbud af totalrådgiverydelsen, da Casa som bygherrerådgiver blev opmærksom på, at de skulle gøre det mere tydeligt, at der vil foregå et lokalplansforløb sideløbende med projekteringen, oplyser Birgit Rasmussen.
Hun fortæller, at de prækvalificerede har tilbudsfrist i slutningen af maj, og at vinderen findes kort efter. Pris er ikke eneste tildelingskriterium.
Entreprenørudbud ventes omkring årsskiftet 2018/2019, og der bliver efter planen tale om en hovedentreprise, supplerer hun.