REGION SJÆLLAND
SORØ
Udvikling af stationsområde
Sorø Kommune har haft et forslag til en foranalyse til en udviklingsplan for området ved Sorø Station i høring, og forleden blev det vedtaget endeligt af Sorø Byråd.
I analysen arbejdes der med følgende overordnede temaer: Fællesskab, bæredygtighed og udvikling i flok, Stationsbygningen og den øvrige bygningsmasse, Infrastruktur og fleksibel brug og Samlingssteder og opholdsarealer.
Foranalysen er ikke bindende - hverken i forhold til planloven eller i forhold til realisering. Indsatser, der foreslås i udviklingsplanen, forudsættes i vidt omfang realiseret via en kombination af kommunale midler, private midler og betydelige tilskud fra eksterne puljer og fonde.
REGION SYDDANMARK
BIRKHOLM
Havnerenovering
M.S. Rosbæk ApS har på vegne af foreningen Birkholm Havn søgt Ærø Kommune om tilskud til renovering af Birkholm Havn.
Anlægsarbejdet er overslagsmæssigt beregnet til 4.850.000 kroner. Der søges fondsmidler til anlægsarbejdet, hvilket kræver, at der foreligger et kommunalt tilsagn om medfinansiering. Foreningen har søgt kommunen om et bidrag på 485.000 kroner. Ærø Kommunalbestyrelse sagde forleden ja til at bidrage til havnerenoveringen som ønsket.
SKIVE
Arealudvikling på Skive Havn
Skive Byråd har frigivet 200.000 kroner til undersøgelser og afrapportering af arealudvikling i forbindelse med Skive Havn.
Skive Kommune har modtaget konkrete ansøgninger om henholdsvis etablering af husbåd og opførelse af lagerbyggeri på/ved Skive Havn, og med baggrund heri kigger kommunen nærmere på mulighederne og forudsætningerne for udvikling af havnen. De 200.000 kroner skal gå til indledende undersøgelser af udviklingsmuligheder og placering af boliger i nærheden af Skive erhvervshavn med fokus på at sikre de eksisterende havneerhverv nu og fremover.
De indledende undersøgelser forventes færdige inden sommerferien.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Sorø, Birkholm og Skive