Den danske arkitektkæmpe Schmidt Hammer Lassen Architects K/S forbedrede indtjeningen markant i 2017.
Driftsresultatet steg således til 9,5 mio. kroner fra 6,7 mio. kroner i 2016, hvilket er en stigning på over 40 procent. Det bidrog til, at bundlinjen nåede op på 6 mio. kroner efter skat - det højeste niveau siden 2007.
I årsrapporten fremgår det, at resultatet kunne være blevet endnu bedre.
- Selskabets resultat er væsentligt påvirket af omkostninger afholdt i forbindelse med strategisk positionering, skriver ledelsen.
De omtalte omkostninger løber op i 4,5 mio. kroner. Det bliver ikke uddybet, hvad "strategisk positionering" omfatter.
Samme omsætning
Mens bundlinjen steg til vejrs, så var aktivitetsniveauet på niveau med 2016. Adm. direktør Bente Damgaard sagde ellers sidste år til Licitationen - Byggeriets Dagblad, at ambitionen var en vækst på 10 procent.
I ledelsesberetningen kan man dog læse, at omsætningen vurderes som godkendt.
- Koncernen har i 2017 realiseret en omsætning og et resultat, der kan betragtes som tilfredsstillende, idet den forventede vækst i løbet af 2017 er opnået inden for de udvalgte markedssegmenter.
Schmidt Hammer Lassen vokser på bundlinjen
Den danske arkitektvirksomhed, der kom på amerikanske hænder i 2018, landede sit største overskud i 10 år i 2017