Asfaltkoncernen Pankas A/S har ambitioner om at fortsætte væksten i det indeværende år fra 2017, da omsætningen steg med 8 procent til over 1 mia. kroner.
- Aktiviteten ventes at vokse mellem 5 og 8 procent, så vi kommer over 1,1 mia. kroner, fortæller adm. direktør John Kruse Larsen.
Han vurderer, at det ser fornuftigt ud på nuværende tidspunkt, altså lidt mere end tre måneder inde i regnskabsåret.
- Vi har vundet en del kontrakter i Danmark, der gør, at det ser rimelig komfortabelt ud i forhold til, hvad vi ellers skal ud at hente. Og i nogle østeuropæiske afdelinger har vi allerede hentet mere en det forventede niveau.
Lange aftaler
John Kruse Larsen har en forventning om, at også indtjeningen bliver forbedret. I 2017 dykkede koncernens overskud fra 32 mio. kroner til 20 mio. kroner før skat på grund af hård priskonkurrence på det danske marked.
- Vi forventer, at vi kommer tilbage på niveauet fra 2016, fortæller direktøren.
I årsrapporten står der, at man forventer et tilfredsstillende resultat for de danske aktiviteter i 2018, blandt andet baseret på "planlagte effektiviseringer... og nye langtidskontrakter for blandt andet Vejdirektoratet". Pankas har også indgået flerårige aftaler på asfaltarbejder med syv sjællandske kommuner, primært fra Nordsjælland.
Danmark udgør cirka en tredjedel af den samlede aktivitet i koncernen, mens de sidste to tredjedele af omsætningen bliver hentet i Tyskland og Østeuropa. Koncernen forventer den samme fordeling i 2018.
Også i udlandet forventer Pankas, at indtjeningen bliver forbedret, fremgår det af årsrapporten.
Pankas holder farten i 2018
Asfaltkoncernens topchef forventer at indhente det tabte overskud fra 2017