HedeDanmark og Konsortiet Kjær og Eggertsen skal de næste seks år pleje og udvikle Forsvarsministeriets grønne arealer, så der sikres gode militære kulisser i landskabet foruden et varieret dyreliv og generelt styrket biodiversitet.
I alt har tre delaftaler været sendt i udbud, og der er mulighed for, at de forskellige samarbejder kan forlænges frem til 2027.
HedeDanmark har vundet plejen og udviklingen af de grønne arealer i Norddanmark og Østdanmark, mens Konsortiet Kjær og Eggertsen skal stå for Syddanmark.
For HedeDanmark som helhed er der ikke tale om en stor opgave, men for virksomhedens afdeling inden for naturpleje placerer opgaven sig blandt de større, oplyser divisionsdirektør i HedeDanmark, John Iskov, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
- Det, der er spændende ved den her opgave, er løbetiden. At vi i dialog med Forsvaret skal udvikle områderne i op mod ni år, siger han og fortsætter:
- På det faglige niveau er det kendt stof. Der er ikke noget, vi ikke har lavet før og meget af. Det interessante er omfanget og det at få adgang til unik natur med begrænset adgang.
Hensyn til kampvogne
Et krav fra Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse har været, at den løbende pleje og drift skal kunne foregå samtidig med, at Forsvaret uhindret kan fortsætte sine aktiviteter på terrænerne.
Noget, som John Islev ikke ser udfordringer i.
- Vi er vant til i dialog med kunden at finde frem til, hvornår vi bedst løser opgaven. Selvfølgelig er det anderledes at tage hensyn til kampvogne frem for Hr. og Fru Danmark, der går en tur i skovene, eller hvor vi ellers arbejder. Men vi er vant til at indpasse og tilpasse os, siger han.
Hverken HedeDanmark eller Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse ønsker at oplyse den samlede kontraktsum.
Men ifølge prækvalifikationsmaterialet har de tre geografisk opdelte delaftaler samlet haft en anslået værdi på 97,4 mio. kroner. Den anslåede værdi her gælder, hvis kontrakterne forlænges med de mulige tre år og altså løber i ni år, fremgår det.
Du kan læse mere om udbuddet her.
Forsvaret udpeger vindere af grønt udbud
Det er nu offentliggjort, hvem der har sat sit navn på de tre geografisk opdelte og udbudte delaftaler på Forsvarsministeriets grønne arealer