Kant Arkitekter A/S fra København har fået så godt fat i de to vækstområder bolig- og undervisningsbyggeri, at virksomheden kommer ud af 2017 med en fremgang i aktivitetsniveauet på næsten 50 procent.
Indtjeningen er fulgt med, og overskuddet vokser med over 60 procent i samme periode.
Det er helt i tråd med ledelsens forventninger.
- Vi vokser og fastholder en stabil overskudsgrad. Det er en meget positiv udvikling, som hænger sammen med, at vi har haft held til at tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere, og så har vi fået optimeret mange af processerne på tegnestuerne, siger adm. direktør Morten Stahlschmidt.
Strategi virker
Omsætningen er steget til 58 mio. kroner fra 40 mio. kroner i 2016, og overskuddet lyder nu på 5,5 mio. kroner før skat mod 3,5 mio. kroner i det foregående regnskab.
Morten Stahlschmidt mener, at virksomhedens fokus på segmenterne bolig og undervisning, der er en del af strategien, nu for alvor giver udbytte.
- Arkitektonisk er vi rykket en klasse op, og det tror jeg også, at vi kommer til at nyde godt af fremover, siger han.
Fokuseringen på enkelte segmenter betyder dels, at virksomheden løbende har opbygget ekspertise i bolig- og undervisningsbyggeri, og dels tiltrækker det medarbejdere med særlige kompetencer inden for den type arkitektur, forklarer direktøren.
- Når man melder ud, at man vil fokusere særligt på enkelte segmenter i stedet for at sigte bredt, så kan det godt gøre ondt på nogle virksomheder. Men vi har faktisk oplevet, at vi er blevet ekstra interessante for kunder og potentielle medarbejdere, siger han.
Projekter med mening
For nylig blev virksomheden udpeget som arkitekt på et nyt teknisk gymnasium i Lyngby, H.C. Ørsted Gymnasiet, der efter planen vil have første spadestik til næste år.
Stahlschmidt oplever, at bygningskonstruktører og arkitekter søger til Kant Arkitekter af sig selv, fordi de finder det tilfredsstillende at arbejde med undervisning og boliger.
- Det med at skabe fremtidens boformer og de bedst mulige forudsætninger for trivsel og læring i skolerne kan næsten ikke blive mere meningsfuldt.
Kant Arkitekter er ejet af Uffe Bay-Smidt og Anders Bay Holm. Partnerkredsen består desuden af Karl-Martin Frederiksen og Sebastian Soelberg.
Fokus på specialer sikrer markant fremgang hos Kant Arkitekter
Den københavnske arkitektvirksomhed Kant Arkitekter A/S vokser med høje vækstrater på både top- og bundlinje