Entreprenørkoncernen Poul Sejr Nielsen Holding ApS fra Birkerød i Nordsjælland, der udfører opgaver inden for blandt andet el-, vvs- og energiområdet, kommer ud af 2017 med sit hidtil bedste resultat.
- Det er et flot resultat, som vi er meget tilfredse med. Vi har de seneste år været inde i en positiv udvikling, hvor vi hele tiden investerer og udvikler vores forretning og medarbejdere, siger adm. direktør og medejer Michael Madsen.
Koncernen løftede i 2017 aktiviteten med 26 procent, så omsætningen nu er oppe på 173 mio. kroner mod 137 mio. kroner i 2016.På bundlinjen er overskuddet vokset til 8,2 mio. kroner fra 6,6 mio. kroner før skat.
Entreprisefirma sikrer vækst
Holding-selskabet administrerer seks datterselskaber, der dækker forskellige forretningsområder. Målt på bruttoresultat er de største Poul Sejr Nielsen Entreprise A/S, Poul Sejr Nielsen Service A/S og Poul Sejr Nielsen EL ApS.
Aktivitetsfremgangen er fordelt bredt mellem datterselskaberne, ifølge direktøren.
- Skal jeg fremhæve nogen, går det særlig godt inden for service og entreprise, siger Michael Madsen.
Et kig på regnskaberne i de enkelte datterselskaber viser, at Poul Sejr Nielsen Entreprise står for over halvdelen af koncernens samlede overskud.
El giver underskud
El-forretningen kører som det eneste datterselskab med underskud i 2017. Det skyldtes blandt andet, at konkurser hos to kunder kostede tab, oplyser direktøren. Han tilføjer, at der er positive forventninger til afdelingen i 2018.
- Vi er fortrøstningsfulde i forhold til at løfte el-forretningen og har en rigtig god ordrebeholdning i øjeblikket, siger Michael Madsen.
Poul Sejr Nielsen blev etableret som vvs-virksomhed i 1956 og har siden koblet flere fagområder til.
I dag tæller koncernen omkring 125 medarbejdere. der ifølge hjemmesiden "udfører serviceydelser og totalløsninger inden for el, vvs, ventilation samt tag- og facadearbejde til private, offentlige, boligforeninger og erhverv på hele Sjælland".
Ud over Michael Madsen er koncernen ejet af Peter Bentsen og byggeentreprenøren Adserballe & Knudsen.
Teknikkoncern løfter bundlinje til nyt niveau
Poul Sejr Nielsen Holding ApS har især succes i service- og entrepriseafdelingerne