23948sdkhjf

Hvorfor glemmer I jeres stærkeste kort?

Hvis virksomhederne skilter med, at de er en læreplads, er det samtidig et kvalitetsstempel, som kunderne kan stole på, mener Dansk Håndværk

I årevis er erhvervslivet blevet skældt ud for ikke at tage lærlinge nok. Men når det nu netop er de små og mellemstore håndværks- og byggevirksomheder, der uddanner lærlinge, er det påfaldende, hvor få af dem, der højlydt gør opmærksom på netop det.

De mindre virksomheder, der er forankret i lokalområdet, kunne ellers sikre sig en ekstra stjerne hos kunderne, hvis de i langt højere grad skiltede med, at det er dem, der uddanner de unge til solide håndværkere med gode jobs.

Kundernes valg
De skal fortælle, at det er dem, der sørger for, at drømmen om en fremtid som tømrer, møbelpolstrer, murer eller en af de mange andre uddannelser indenfor håndværksfagene kan gå i opfyldelse.

Og de skal fortælle deres kunder, at når de vælger dem, så er de med til at sikre dygtige unge fra lokalområdet en fremtid. For det er bestemt ikke ligegyldigt i forhold til, hvilken forretning man handler med.

Kvalitetsstempel
Når jeg som forbruger skal vælge en virksomhed - uanset hvilken type eller branche det er indenfor - så giver det da et ekstra plus, når jeg på firmaet hjemmeside kan se, at de er stolte over at uddanne unge. Eller hvis de har lagt en lille folder om virksomheden, når de har været på besøg.

Det viser jo, at netop de mindre virksomheder tager deres samfundsansvar alvorligt.

Langt de fleste håndværksmestre har unge i lære. I hvert tilfælde dem, der har drevet en solid virksomhed i adskillige år. Og det kan kunderne også tage som et kvalitetsstempel. For virksomheders faglige standard skal nemlig godkendes for at måtte påtage sig den opgave.

Derfor skal virksomhederne vise, at de bruger den viden, de har opbygget, og at de bringer den videre til næste generation. Og selvfølgeligt skal de også fortælle det i deres markedsføring, når de vil skille sig ud fra mængden.

"Vi uddanner fremtidens håndværkere - vi tager lærlinge" burde være en fast overskrift for langt flere firmaer i deres reklamer - på fakturaer og på deres netside.

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141