23948sdkhjf

DAGENS LEDER: Virksomheder har brug for fleksibilitet

Det mener Licitationen, Byggeriets Dagblad

Med en rekordhøj beskæftigelse bliver det sværere for virksomhederne at hyre kvalificeret arbejdskraft herhjemme. Derfor er det naturligt, at de kigger mod udlandet i jagten på medarbejdere.

Nu lægger Dansk Folkeparti med et nyt lovforslag op til at hæve den særlige beløbsgrænse, som afgør, hvornår en virksomhed kan ansætte en udenlandsk medarbejder fra et land uden for EU, til en årsløn på over 500.000 kroner.

Der ligger selvfølgelig et stort ønske om at begrænse indvandringen til Danmark i forslaget, hvilket jo ikke er overraskende, når det kommer fra Dansk Folkeparti.

Men en stor hage ved forslaget er, at det i den grad sætter virksomhederne herhjemme under et gevaldigt pres. For det vil blive sværere at hyre udlændinge fra ikke EU-lande til job i eksempelvis bygge- og anlægsbranchen, og dermed kan virksomhederne i sidste ende være nødsaget til at sige nej til ordrer.

I jagten på udlændingestramninger er det dog en farlig vej, som Dansk Folkeparti bevæger sig ud af. For det vil ramme dansk erhvervsliv på bundlinjen og kan i værste fald medføre tab af ordrer. Beløbsgrænsen rammer ikke mindst de højt specialiserede ansatte, som virksomhederne hungrer efter. Og i konkurrencen med udlandet har erhvervslivet ikke brug for yderligere begrænsninger fra politisk hold.

Christiansborg-politikerne burde snarere bakke op om virksomhederne og ikke hæmme arbejdsmarkedet yderligere. Det er der ganske enkelt ikke råd til.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.142