Med en længde på næsten 22 km bliver Mumbai Trans Harbour Link Indiens længste bro over vand. Og anlægget af forbindelsen til 14 mia. kroner får et stort dansk fingeraftryk.
Den rådgivende ingeniørvirksomhed Rambøll har netop vundet den store opgave med at detailprojektere og føre tilsyn under anlægsfasen.
Mumbai Trans Harbour Link, der skal forbinde Mumbai med satellitbyen Navi Mumbai, bliver en sekssporet motorvej med to nødspor og en længde på 21,8 km.
Den nye bro er et afgørende led i virksomhedens strategiske satsning på store broer og tunneler, samt at fremme vækst i Indien og give adgang til nye jobmuligheder og boliger for hundredtusindvis af beboere i Navi Mumbai, som er under kraftig udvikling.
Begynder nu og står klar i 2022
- Vi er utroligt glade for at blive tildelt dette fremtrædende projekt, som er i tråd med vores strategi om at udvide aktiviteterne inden for store broer og tunneller globalt. Det er med til at styrke vores position som en markant international spiller inden for design af broer, siger Lars Thorbek, direktør for Rambølls nye division, major crossings, i en pressemeddelelse.
Den samlede pris for projektet anslås at løbe op i 14 mia. kroner. Byggeriet starter i midten af 2018 og forventes at stå færdigt inden udgangen af 2022.
- Det første år forventes 62.000 biler dagligt at krydse broen, og det tal stiger til 200.000 biler dagligt efter 30 år, hvis Navi Mumbais internationale lufthavn er åbnet til den tid, tilføjer han.
Beskæftiger 50 broeksperter
Rambøll er rådgiver for den indiske og sydkoreanske joint venture Tata Projects-Daewoo, som skal bygge otte km af den samlede bro, der blev udbudt i to pakker.
Projektet vil beskæftige 50 af Rambølls broeksperter i Indien, Storbritannien og Danmark fuldtid under design- og anlægsfasen - med opgaver inden for geotekniske studier, design af fundamenter, piller og overbygninger samt tilsyn på byggepladsen.
Specialisering i 2020-strategi
Store broer og tunneller er et af Rambølls strategisk udvalgte satsningsområder i virksomhedens 2020-strategi - en såkaldt spearhead service - der skal styrke specialiseringen og drive væksten i årene frem.
- Vi satser stærkt på broer og tunneller, og forventer at øge omsætningen på området med 35 procent globalt inden udgangen af 2020. Vel at mærke på et marked, der vil opleve en forventet vækst på knap 6 procent i samme periode. Det er især det nordamerikanske og skandinaviske marked samt Tyskland, som vi forventer os meget af, siger Lars Thorbek.
300 kontorer i 35 lande
Rambøll trækker allerede i dag på en global pulje af 450 bro- og tunneleksperter og 50 års erfaring i projektering af alle typer broer og tunneller. Virksomheden har 300 kontorer i 35 lande, i Norden, Storbritannien, Nordamerika, Mellemøsten og Asien-Stillehavsområdet, og kombinerer dermed, også på broområdet, lokal erfaring med global viden.
Blandt broer i verdensklasse er Storebæltsbroen, Øresundsbroen, Mersey Gateway-broen, og Storbritanniens højeste og verdens længste tre-fags skråstagsbro, Queensferry Crossing, hvor Rambøll ledede konsortiet.
Rambøll vinder indisk gigantbro
Rambøll skal projektere Indiens længste bro over vand, den 21,8 km lange Mumbai Trans Harbour Link. Opgaven til 14 mia. kroner er i tråd med firmaets 2020-strategi, der rummer flere broer og tunneler