23948sdkhjf

Sådan skal byggebranchens optur fastholdes

Skal den positive udvikling fortsætte, er der ifølge brancheorganisationen Tekniq brug for både at arbejde målrettet for at øge produktiviteten og ikke mindst for politiske initiativer, som sikrer en større arbejdsstyrke

Det går godt for den danske byggebranche. Omsætningen stiger, og en lang række store byggeprojekter ser ud til at bære denne udvikling videre de kommende år - stærkt understøttet af det generelle opsving for dansk økonomi.

Det samme billede ser vi i installationsbranchen, hvor omsætningen i 2017 steg med næste tre procent - fra 48,6 til 50 milliarder kroner.

Det er ekstremt positivt, at branchen dermed fortsætter de seneste års fremgang. Samtidig sker væksten i et tempo, hvor virksomhederne foreløbig kan følge med den stigende efterspørgsel, og det ser ud til at fortsætte.

Det skaber et begrundet håb om, at både installationsbranchen og byggebranchen som helhed stadig vil være i stand til at løfte de opgaver, der venter.

Digitale hjælpemidler
For der ér blevet mere at lave. Boligbyggeriet blomstrer og det samme gælder investeringerne i erhvervslivet kombineret med de mange offentlige byggerier.

Foreløbig har vi ikke oplevet flaskehalsproblemer som dem, vi så, umiddelbart inden den økonomiske krise ramte i 2008 - heller ikke i installationsbranchen. Det kan godt være, man som kunde vil opleve, at en virksomhed siger nej tak til en given opgave, men så er der en anden, som siger ja.

Betyder det så, at alt er fryd og gammen? Nej. For selvom væksten foregår i et adstadigt tempo, så er vi begyndt at se de første tegn på, at det kniber med at skaffe de nødvendige hænder. Ifølge en helt ny markedsanalyse fra Tekniq steg beskæftigelsen i installationsbranchen med 1,7 procent i 2017 til trods for et meget beskedent antal ledige. Men det holder ikke på længere sigt, hvis væksten skal fortsætte.

Derfor arbejder virksomhederne i installationsbranchen også stenhårdt på at styrke produktiviteten. Noget, der er nødvendigt for hele byggebranchen. Ét af midlerne er de mange digitale hjælpemidler, der gradvist er med til at revolutionere den daglige virksomhedsdrift, og som installatørerne i vid udstrækning allerede har taget til sig. Det skal vi blive endnu bedre til.

Samtidig har installationsbranchen tradition for at tage et stigende antal lærlinge, men der skal jo også være nogen at tage af. Især på vvs-området ser vi, at erhvervsskolerne stort set er tømt for lærlinge, og det er derfor afgørende, at vi de kommende år arbejder stenhårdt på at gøre erhvervsskolerne så attraktive som muligt.

Politisk handling
De for nylig præsenterede forslag om at gøre håndværksfagene til en mere integreret del af undervisningen i folkeskolen er i denne forbindelse et vigtigt første skridt.

Men der er brug for, at flere brancher byder ind og hjælper med til at uddanne fremtidens faglærte. Indenfor elfaget er det for eksempel nødvendigt, at industrien i langt højere grad åbner dørene for flere af de lærlinge, man selv har så hårdt brug for.

Sidst, men bestemt ikke mindst, så er der brug for politisk handling, hvis opsvinget i byggebranchen skal bevares. Der er med andre ord behov for initiativer, som hjælper med til at understøtte en større arbejdsstyrke - konkret handling i stedet for bare forblommede løfter. Det kan være en højere pensionsalder, en markant lettelse af indkomstskatten og lettere adgang til udenlandsk arbejdskraft.

For vækst i byggebranchen er ikke noget, der kommer af sig selv. Den skal plejes og understøttes af både branchen selv og alle dem, der vil det bedste for dansk økonomi.

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094