REGION MIDTJYLLAND
BJERRINGBRO
Renovering af almene boliger
Boligselskabet Sct. Jørgen i Viborg beder nu om Viborg Byråds stillingtagen til planerne om at renovere 59 almene boliger i afdeling 330 i Bjerringbro, og sagen er på Viborg Byråds dagsorden i morgen.
Boligselskabet har fremsendt skema A, hvor anskaffelsessummen er beregnet til godt 52 mio. kroner.
Afdeling 330 består af 94 boliger, og renoveringsprojektet omfatter bebyggelsen på Rævestien og Mårvænget med i alt 59 boliger og et fælleshus. Boligerne er opført i 1990-1992 som tæt-lavt byggeri, og de skal blandt andet have udskiftet tagbelægning og efterisoleret tagrum og lette facader. Også vinder og døre udskiftes, ligesom der skal renoveres kloakledninger. Boligselskabet forventer byggestart i år.
VIBORG
Ombygning af kontorbygninger
Boligselskabet Viborg, afd. 67, har indgået betingede købsaftaler med Fagligt Fællesforbund, 3F Viborg om køb af ejendommen Gothersgade 45 og randbygning på Gothersgade 41-43, og Viborg Byråd skal i morgen godkende købet.
Købet sker med henblik på ombygning af 3F-bygningen til fem almene familieboliger, nedrivning af randbygningen og nyopførelse af en bygning i op til tre etager med i alt 14 almene familieboliger. Boligselskabet er i øjeblikket i gang at planlægge det påtænkte byggeri.
REGION SJÆLLAND
KALUNDBORG
Fælleshus
Kalundborg Almenyttig Boligselskab vil opføre et fælleshus i afdeling Sct. Olaiparken, og har i den forbindelse bedt om Kalundborg Kommunes godkendelse af skema A. Skema A viser byggeudgifter på godt 7,8 mio. kroner, og Kalundborg Kommunalbestyrelse har sagen på dagsordenen i morgen.
REGION HOVEDSTADEN
BRØNDBY
Ældrecenter
Centralforvaltningen i Brøndby Kommune søger nu om fremrykning af et rådighedsbeløb på 2,5 mio. kroner til udarbejdelse af forundersøgelser og indledende projektering af et nyt Gildhøjhjem. Gildhøjhjemmet i Brøndby er et ældrecenter. Sagen behandles i Social- og Sundhedsudvalget i morgen, og siden i Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.
ALLERØD
Demensplejecenter
Allerød Byråd besluttede tilbage i 2016 at indlede et samarbejde med Furesø Boligselskab om etablering af nyt demensplejecenter på et ubebygget areal ved Skovvang Plejecenter, og nu er projektet nået så langt, at skema A indstilles til godkendelse i Allerød Byråd på torsdag.
Der skal opføres 40 plejeboliger på knap 40 kvm med tilhørende fællesboligareal med køkken, spise- og opholdsrum.
Anskaffelsessummen for boligerne er på cirka 77,7 mio. kroner inklusive moms, mens serviceareal og aktivitetscenter forventes at koste lige knap 11 mio. kroner.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Bjerringbro, Viborg, Kalundborg, Brøndby og Allerød