DAGENS LEDER: Konkursen skal helst undgås
Det lyder banalt, men det er bedst ikke at gå konkurs. Uanset om det er gode tider eller ej, så er der virksomheder, der må bukke under, og det er en belastning for alle parter. Og som konkursramt kan det være rigtigt svært at rejse sig igen.
Som virksomhedsejer eller -leder er der dog mange lette værktøjer til at imødese svære tider eller en tilstand i virksomheden, som kan bringe den i fare.
At have et netværk er rigtigt vigtigt, for det er her, man kan tale med andre om de situationer, der kan opstå. Og hvis økonomien strammer til, handler det om ikke at stikke hovedet i busken og tro på, at det går væk af sig selv. For det gør det ikke, men jo tidligere man får taget fat i at rette tingene op, jo større er chancen for, at man redder skindet.
Det viser sig, at det ofte er veletablerede virksomheder, der må lade livet. Det kan have mange årsager, men for store ambitioner, hvor man kigger for meget på toplinjen og for lidt på bundlinjen, er farligt, for det er dyrt at vokse hurtigt.
Det er vigtigt at holde øje med, hvordan markedet ser ud, hvordan har konkurrenterne det, og ikke mindst også hvordan har kunderne det.
Er der faresignaler, så er det med at tage action, revurdere situationen og rette strategier og handlingsplaner ind.
Det kan ikke siges for ofte. Det er bedst at undgå konkursen. Det er noget bøvl, og det har menneskelige omkostninger, desuagtet at holdingselskaber og finurlige konstruktioner kan redde noget af det.