Lighthouse 2.0 tager nyt skridt på vej til Aarhus Ø
De deltager i projektet
|
En afgørende fase kalder Anpartsselskabet Lighthouse United den samarbejdsaftale, som nu er indgået med Per Aarsleff A/S om at realisere Lighthouse 2.0 på spidsen af Aarhus Ø.
Den nye version af det storstilede projekt bliver med 128 meter Danmarks højeste beboelsesejendom.
- Vi er glade for at indgå en samarbejdsaftale med Aarsleff om den videre udvikling af projektet. De kan sammen med rådgiverteamet være med til at sikre bedst muligt beslutningsgrundlag for den løbende tilpasning af projektet, hvor vi blandt andet også vil undersøge, om højden af fyrtårnet kan øges til de oprindelige 142 meter for Lighthouse, udtaler Rune Kilden fra Kilden og Hindby, der i samarbejde med Domis Ejendomme udgør Lighthouse United.
Ændringer i projektet
Med Aarsleff og et rådgiverteam skal Lighthouse 2.0 udvikles og realiseres på markedsmæssige vilkår, og alle involverede ser frem til at få gennemført projektet, der har været længe under vejs.
Arkitektfirmaet 3XN har tegnet det kommende projekt, der nu har titlen Lighthouse 2.0.
- Projektet har været længe undervejs, men nogle gange kan det faktisk være en gave, at man har tid til at genbesøge ideerne efter noget tid. Det har givet os en mulighed for at løfte niveauet og skabe et endnu stærkere projekt, siger Kim Herfort Nielsen, 3XN.
I sin nuværende form er tårnet slankere og har et fodaftryk på næsten det halve af det tidligere projekt. Tilsvarende har basen fået flere etager på op til 14 etager i en "krans" af bygninger foran tårnet.
En lang tidsplan
Ideen om byggeriet har været undervejs siden 2006, hvor Aarhus Kommune første gang udbød muligheden for at bygge på den attraktive grund på spidsen af Aarhus Ø.
Rune Kilden regner med, at byggeriet kan komme i gang i efteråret i år, når lokalplanen er færdigbehandlet, og derefter vil arbejdet tage omkring tre år med udsigt til de første indflytninger primo 2022.
Ejerlejlighederne vil efter planen blive solgt fra 2,5 mio. kr., og der bliver lejligheder på mellem to til fem værelser.
- Der bliver også en offentlig adgang, hvor kan købe billet og tage elevator op til en udsigtsplatform og en restaurant, fortæller Rune Kilden.
Derudover er der planlagt arealer ude og inde til undervisningscenter med klasselokaler og til fritidsaktiviteter i området.
Læs mere om Lighthouse: Lighthouse vil forsøge at nå 142 meter
Bugtcenteret
|