23948sdkhjf

"Projektet ser altid færdigt ud på billeder"

Arkitektvirksomheden C. F. Møller arbejder på at illustrere kommende projekter på nye måder. Men holder fast i den fysiske og byggede model, fordi den nogle gange taler et mere klart sprog

Digitaliseringen er kommet for at blive. Også når der på troværdig vis skal fremvises arkitekturprojekter. 3D-modellerne er fantastisk gode til at visualisere projekterne.

Arkitekt og partner hos C. F. Møller, Julian Weyer, fortæller, at virksomheden bruger rigtig meget virtual reality.

- Og det gør vi på forskellige niveauer. Både som et hurtigt og tidligt præsentationsværktøj i forbindelse med de første visualiseringer. Allerede der kan man træde ind i bygningen og få 3D-views. Men også I forbindelse med udviklingsprocessen. Kunderne kan ret tidligt komme til at se aspekter af bygningen, som tidligere kun var en abstrakt præsentationen, siger han.

Nogle gange går man rundt i modellerne, andre gange kigger man bare rundt. I nogle tilfælde erstatter det langsomt de klassiske modeller. Det er en naturlig konsekvens af omstillingen til 3D-projektering, oplever Julian Weyer.

Et mere klart sprog
Hvad angår ønsker fra bygherrer, varierer det ekstremt meget på pris i forhold til modtager.

- Bygherrer er ekstremt forskellige, og det er ofte en overvejelse omkring modtageren og hvordan projektet skal anvendes.

- Vi ser en stor mulighed i at udnytte det eksisterende arbejde på virtuelle modeller og skabe en merværdi. Det handler også om samarbejdet i teams og oplevelsen af deres proces. Vi arbejder med at illustrere ting på nye måder, siger Julian Weyer.

Den store fysiske model kan derimod være relevant, når man skal kommunikere et koncept:

- Al information behøver ikke komme med og derfor taler en model nogle gange et klarere sprog. Den kan med fordel bruges til at vise det koncept, man har låst sig fast på. Det sker ofte, at kunden misforstår hvor langt man egentlig er i processen, når man bruger elaborerede visualiseringer. Projektet ser altid færdigt ud på billeder, understreger Julian Weyer.

Kan ikke skelnes fra fotos
Udviklingen er desuden løbet videre med hvordan man genererer renderingerne.

- Du kan stort set ikke længere skelne dem fra fotos. Måden de genereres på, har ændret sig. Modelinformation kan bruges til at trække renderingerne. Tidligere kom renderinger til sidst, når processen var afsluttet, men nu kommer det faktisk tidligere, fordi man ret hurtigt fra start kan trække en visualisering fra 3D-modellen, forklarer han.

Julian Weyer fortæller også, at virksomheden bruger 3D-modeller til flere og flere ting.

At teste i en fysisk model
- Vi interesserer os dog stadig for fysiske modeller. Den måde man genererer fysiske modeller på er jo også fulgt med tiden, fordi vi i længere tid har haft laser-skæremaskiner - og 3D-printerne kommer i næste generation, siger Julian Weyer og påpeger, at tidligere var det måske i kedelige materialer, men næste generation af printere leverer i et bedre materiale.

- Vi har noget materiel, så vi kan dels selv producere og skære ud med laser, men vi kan også selv 3D-printe. Man kan hurtigt få testet ting i fysisk model og indenfor kort tid vil man kunne se det brugt som præsentationsmodel. Det betyder, at mulighederne for at blive ved med at arbejde med fysiske modeller ser fine ud. Og vi kommer til at bruge færre penge på de fysiske modeller, fordi vi kan komme til at producere dem billigere, siger han.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.187