Han fremhæver selv, at han er nysgerrig på verdenen og ikke er bange for at prøve noget nyt.
Og nyt er der på vej til at ske for Rasmus Brandt Lassen. 1. april skifter han nemlig stillingen som byggechef i Københavns Kommune ud med stillingen som direktør for Bygningsstyrelsen.
Et skridt i logisk forlængelse, som ugens portræt-hovedperson selv formulerer det.
Og et skridt, som følger efter tidligere ansættelser i blandt andre Miljøstyrelsen og Institut for Miljøvurdering, hvor han tidligere har fungeret som blandt andet kommunikationschef.
Rasmus Brandt Lassen har en kandidatgrad i biologi fra Københavns Universitet, og mens de første ansættelser efter færdiggørelsen af studiet i 1999 fulgte mere i tråd med den uddannelse, han har taget, erkender han, at det er knap så traditionelt at sidde med byggeri, når man er uddannet cand.scient. i biologi.
Men ikke desto mindre ser Rasmus Brand Lassen fordele i den uddannelsesmæssige og tekniske baggrund, han har.
- Der går ikke en dag, hvor jeg ikke trækker på den viden, jeg fik på mit studie, siger han.
Han henviser i den forbindelse ikke mindst til evnen til at behandle data og forstå samfundsmæssige påvirkninger på tværs.
Han understreger, at såvel hårdt arbejde som tilfældigheder har bragt ham hen, hvor han er i dag:
- Jeg har altid passet mit arbejde og klaret mig godt. Og hvis muligheder, som jeg har fundet interessante, har vist sig, så har jeg ikke været bange for at sige ja til dem, siger han.
Tre drengedrømme
På drengeværelset i Lemvig, hvor Rasmus Brand Lassen voksede op som den yngste af to brødre, var drømmen enten at blive biolog, arkitekt eller journalist, og selv mener han, at stillingen som direktør for Bygningsstyrelsen forener de drømme.
- Jeg synes, det hele hænger rigtig fint sammen, siger Rasmus Brandt Lassen.
Fælles for drengedrømmene er, at det er noget, der er tæt forbundet til samfundsforhold, påpeger han og understreger, at byggeri i høj grad spiller en rolle for, hvordan vi skaber samfund.
Han fremhæver, at der er meget kommunikation i ledelse og det at få samarbejde til at fungere. Og han roser især, at byggeri modsat eksempelvis arbejdet med luftforurening er mere konkret.
- Jeg elsker bygninger, og jeg elsker byggeri. At resultatet af det, man laver, er så tydeligt, er noget af det, der fanger mig. Det er så kontant visuelt, siger han.
- I Bygningsstyrelsen er der både fokus på byggerier og drift. Det er noget af det, der tænder mig ved det job, supplerer han.
Brede fritidsinteresser
Han fortæller, at karrieren har fyldt mere de senere år, men at han også prioriterer fritiden højt.
- Jeg har en kone og to teenagebørn, og det er klart, at de er helt centrale i mit liv, siger han.
Derudover går fritiden i kolonihaven ved Amager Strand, som udgør adressen i perioden fra 1. april til 1. oktober, mens andelslejligheden på Amagerbro danner rammen om familiens hverdag resten af året.
Også sejlads og musik fylder i fritiden, hvor Rasmus Brandt Lassen er med i bandet Gdansk, som spiller danske sange. Her har han rollen som forsanger og guitarist.
Ny direktør for Bygningsstyrelsen synger dansktop i fritiden
Som dreng drømte Rasmus Brandt Lassen om at blive biolog, arkitekt eller journalist. 1. april starter han i stillingen som direktør for Bygningsstyrelsen, mens han i fritiden blandt andet er forsanger og guitarist i partybandet Gdansk