23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Rå naturkraft kræver to store bøger

Naturstenleverandøren Zurface har udgivet to lækre og tidløse reklamebilledbøger om den magiske granit

Natursten er naturoplevelser for fuld kraft, og det har mange bygherrer og arkitekter formået at udnytte på fornem vis.

Natursten er et hovedmateriale i mange byggerier og kan være med til at sikre både æstetik, nærhed til noget oprindeligt - der taler direkte til sanserne hos den indre stenaldermand/kvinde - samt løfte en bygnings udtryk til noget enestående.

Natursten-leverandøren Zurface, der selv kalder sig Danmarks største, har med udgivelse af to lækre coffee-table- og billedbårne bøger "Bestseller, Pier 2" og "Zurface" på henholdsvis 175 og 255 sider besluttet at fejre både sig selv og de hårde produkter.

Efter en kort introduktion af granitterne på Bornholm, der er blandt verdens ældste, og lækre billeder fra brydningen af de fire granitter, Blå Rønne, Moseløkke, Paradis og Helletsbakke, går det over stok og sten med den ene smukke billedserie efter den næste: Som en reklamefilm for de slidstærke materialer og ikke mindst for de mange bygningsværker, nyere og ældre, der er blevet beriget med granitten.

Ekstra bog til flagskib
Og der er nok at tage af; listen er lang og flot: Museet for Søfart, Statens Museum for Kunst, Christiansborg, forpladsen til Ribe Domkirke, Musikkens Hus i Aalborg, Israels Plads, Retten på Frederiksberg, Operaen på Holmen.

Nogle byggerier skiller sig dog så meget ud, at de fortjener ekstra omtale. Derfor har sten-firmaet valgt at dedikere endnu fyldig fotobog til et af flagskibene i både firmaets og nyere dansk byggeris historie, nemlig det imponerende Bestseller-byggeri på Pier 2 i Aarhus. Et kontorkompleks på havnen tænkt som en by i byen, med masser af taghaver og terrasser, fællesfunktioner og specialdesignede løsninger.

Byggeriet er på 46.000 kvm og rummer cirka 800 arbejdspladser, showrooms, auditorium, foto- og filmstudier, restaurant og faciliteter til modeshows og konferencer.

Zurface har leveret 12.000 kvadratmeter facadesten, 4.000 kvm udendørs belægninger og 7.000 kvm indvendigt gulv. Nok til at blive lidt selvforelsket.

Tomme kalorier
Bestseller ønskede en facade med det samme udtryk som Danmarks Nationalbank og Aarhus Rådhus, begge er tegnet af Arne Jacobsen. Men naturstenen Porsgrunn, som er brugt på de to bygningsværker, er ikke længere tilgængelig, da bruddet er lukket.

Derfor fik stenleverandøren til opgave at finde noget, der lignede. Eller som Zurface skriver på sin hjemmeside:

".. efter en proces i tæt dialog og mange besøg i forskellige stenbrud faldt valget på kalkstenen Grigio Bottarga fra Italien. Bottarga opfylder på bedste vis de udtryk, egenskaber og ønsker, som Bestseller og arkitekten Julian Weyer fra C. F. Møller stillede".

Når man med stor fornøjelse bladrer i bogen bliver det tydeligt, hvordan de hårde og alligevel stoflige overflader fremhæver arkitekturen.

At bøgerne trods de meget smukke billeder alligevel kun kan snige sig op på tre byggehjelme skyldes de mange tomme kalorier.

Udgivelserne er født og opvokset hos Zurfaces reklame- og marketingafdeling og savner enhver antydning af fortællemæssige ambitioner og personlighed. Jeg får end ikke at vide, hvad fotografen hedder. Og ham/hende kunne jeg ellers godt tænke mig at rose.

Men som reklamesøjle, skåret i granit, fungerer bøgerne eminent.

"Zurface" og "Zurface Bestseller, Pier 2" 
Hhv. 255 og 175 sider. 
Billedbårne 
Udgivet af Zurface A/S 
Eksmp. ved henvendelse: info@zurface.dk

BREAKING
{{ article.headline }}
0.165