Bygningsstyrelsen henter ny direktør hos Københavns Kommune
Byggechefen hos Københavns Kommune, Rasmus Brandt Lassen, bliver ny direktør i Byggestyrelsen.
Dermed har Transport-, Bygnings- og Boligministeriet kigget eksternt i jagten på en ny direktør hos den statslige styrelse, hvis hidtidige direktør, Gyrithe Saltorp, blev fyret i november måned.
Rasmus Brandt Lassen kommer fra en stilling som byggechef i Københavns Kommune, hvor han gennem de sidste tre år har opbygget en stor bygherreenhed i Københavns Kommune.
- Bygningsstyrelsen er en spændende organisation, som løser vigtige opgaver. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang, siger Rasmus Brandt Lassen i en kortfattet kommentar til ansættelsen på ministeriets hjemmeside.
Fyringen af Gyrithe Saltorp skete efter en række store budgetskred på opførelsen af Niels Bohr Bygningen i København, hvor en konsulentrapport afdækkede, at Bygningsstyrelsen ikke havde reageret i tide på de udfordringer,, som projektet har været i.
Projektet er således nu fordyret med i størrelsesordenen 1,3 mia.kroner i forhold til det aktstykkegodkendte totalbudget på cirka 1,6 mia. kroner. Det samlede budget for projektet løber altså op i 2,9 mia. kroner.
Samtidig med fyringen af Gyrithe Saltorp blev projektstyringen af en række projekter flyttet fra Bygningsstyrelsen til Vejdirektoratet.