23948sdkhjf

Beboere designer selv nye ældreboliger

PensionDanmark og Realdania bygger bæredygtige ældreboliger i Ry. De kommende beboere kan helt fra begyndelsen komme med ønsker til boligernes udformning

PensionDanmark og Realdania udvikler 30 boliger målrettet gruppen 50+ i naturskønne Kildebjerg Ry ved Skanderborg. Boligerne bliver bæredygtighedscertificeret og de første af deres karakter i området.

Samtidig klargøres grunden til 60 yderligere boliger, der efterfølgende kan opføres som eksempelvis Livsstilsboliger50+ eller flergenerationsboliger alt efter efterspørgsel.

Første spadestik bliver efter planen taget i foråret 2019, så de 30 boliger kan blive bæredygtighedscertificeret med karakteren DGNB Guld og være klar til indflytning i sommeren 2020.

Både lokale borgere og medlemmer af PensionDanmark vil inden da blive inviteret til at bidrage med ønsker for at sikre, at boligerne og deres store fællesområder lever op til beboernes forventninger.

- Vi imødekommer en stærkt stigende efterspørgsel efter boliger målrettet en aktiv seniortilværelse med optimale rammer for et stærkt fællesskab. Ved at inddrage de kommende lejere helt fra begyndelsen, forventer vi, at investeringen i attraktive og socialt bæredygtige boliger giver tilfredse lejere og dermed gode afkast til vores medlemmer mange år frem, siger adm. direktør i PensionDanmark, Torben Möger Pedersen i en pressemeddelelse.

Adgang til golfbane
Den aktive seniortilværelse får gunstige vilkår i naturskønne omgivelser blandt allerede indflyttede børnefamilier. Der er blandt andet direkte adgang til golfbane med 27 huller, sansepark, ridestier, kort vej til centrum af Ry og overkommelig transporttid til både job og oplevelser i Aarhus, Silkeborg eller Skanderborg.

Investeringen følger op på PensionDanmarks samarbejde med Realdania om opførelsen af 30 lignende boliger til gruppen 50+ i "Skibet" ved Køge Kyst.

- Vores undersøgelser viser, at seniorer, der bor sammen, oplever højere livskvalitet. Derfor udvikler vi sammen med både private og almene parter på boligmarkedet nye, gode bofællesskaber med plads til mangfoldighed. Vi er glade for, at PensionDanmark med planerne i Ry bidrager til dette med både seniorboliger og flergenerationsboliger, udtaler Anne Skovbro, filantropidirektør i Realdania.

Kommune deltager aktivt
Skanderborg Kommune deltager aktivt i planlægningen af byggeriet.

- Det er et fantastisk initiativ at invitere kommende beboere til at sætte deres fingeraftryk på de nye livsstilsboliger i Kildebjerg Ry, og det flugter rigtig godt med den måde, vi tænker fællesskab med borgerne på i Skanderborg Kommune. Vi oplever generelt en meget stor interesse blandt borgerne, når det handler om at deltage aktivt i involverende samarbejder på mange forskellige niveauer, siger borgmester Jørgen Gaarde (S).

PensionDanmarks investering i boligerne i Skanderborg Kommune bidrager til en efterhånden stor ejendomsportefølje i Jylland.

Pensionsselskabet ejer i forvejen ejendomme i blandt andet Hjørring, Aalborg, Viborg, Herning, Aarhus, Vejle, Kolding, Esbjerg, Haderslev og Sønderborg.
brahe

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109