23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Snekkersten, Slagelse, Vemmelev, Sorø, Nyborg, Them, Sunds, Skagen, Frederikshavn og Sæby

REGION HOVEDSTADEN



SNEKKERSTEN



22 almene boliger

Helsingør Byråd har vedtaget lokalplan 1.169 boligområde ved Klosterstenen i Snekkersten endeligt.



Boligselskabet Nordkysten ønsker at opføre 22 billige almene fleksible familieboliger ved Klosterstenen i Snekkersten, og lokalplanen er udarbejdet for at muliggøre dette.



Den 1. juli 2016 har Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet meddelt, at Helsingør Kommune kan opnå tilskud til etablering af op til 150 billige, fleksible almene boliger, og Boligselskabet Nordkysten ønsker at bygge 86 af denne type boliger fordelt på tre boligafdelinger.



Forudsætningen for at opnå tilskud er, at der foreligger et godkendt skema A inden den 31. december 2017. Det er en forudsætning, at der foreligger en lokalplan for boligerne for at kunne godkende skema A. Begge disse ting er på plads nu, idet byrådet forleden også godkendte anlægsbudgettet - skema A - for byggeriet. Anskaffelsessummen for byggeriet er beregnet til 18,9 mio. kroner.



Ligeledes har Helsingør Byråd godkendt lokalplan og skema A for de 32 boliger, som Nordkysten vil opføre ved Borupgård i Snekkersten. Her er der tale om et byggeri med en beregnet anskaffelsessum på på 27,7 mio. kroner.



REGION SJÆLLAND



SLAGELSE



180 boliger

Slagelse Byråd har godkendt forslag til lokalplan 1183, Etageboliger ved Danasvej, Slagelse med tilhørende Kommuneplantillæg, og forslagene vil nu være fremlagt for offentligheden i otte uger.



Lokalplan 1183 giver mulighed for opførelse af en boligbebyggelse i tre, fire og fem etager, der indeholder cirka 180 boliger på en tidligere erhvervsgrund nær ved Slagelse Station. Det er hensigten at skabe et attraktivt boligområde på det centralt beliggende areal, som visuelt er væsentligt for sammenbindingen mellem campusområdet syd for banen og det nord for liggende område Slagelse Bypark.



SLAGELSE



Skoleidrætshal

Dyhrs Skole ønsker at etablere en skoleidrætshal med tilhørende udendørsfaciliteter på en del af det grønne friareal bag ved Vestre Skole ved Sct. Pedersgade i Slagelse og har i den forbindelse anmodet om udarbejdelse af en lokalplan til formålet. Det er sket, og forleden besluttede Slagelse Byråd at fremlægge forslag til Lokalplan 1187, Skoleidrætshal ved Sct. Pedersgade i offentlig høring i otte uger.



Lokalplanen giver mulighed for opførelse af en skoleidrætshal i op til 8,5 meters højde med tilhørende udendørs idrætsfaciliteter.



VEMMELEV



Ombygning til boliger

Slagelse Kommune har udarbejdet et forslag til lokalplan, som gør det muligt at ombygge den tidligere børneinstitution Akaciegården i Vemmelev til boliger, som ønsket af ejeren. Det er planen at indrette seks lejligheder i bygningen. Lokalplanen giver også mulighed for at opføre dobbelthuse i op til to etager.



Slagelse Byråd godkendte forleden lokalplanforlaget og tilhørende forslag til kommuneplantillæg og miljøscreening, som herefter fremlægges i offentlig høring i otte uger.



SORØ



Udbedring af sætningsskader

Der blev i sommeren 2017 konstateret sætningsskader på vest gavlen af indskolingsbygningen på Sorø Borgerskole, hvilket kan henføres til jordbundsforholdene.



Fagcenter Teknik, Miljø og Drift iværksatte undersøgelser, der viste, at der var akut behov for afstivning af bygningen samt genopretning af de faktiske forhold.



Sorø Byråd gav forleden en anlægsbevilling på 3.250.000 kroner til udbedring af skaderne.



REGION SYDDANMARK



NYBORG



Etablering af toilet

I 2013 blev der opsat to shelters og en bålhytte i den kommunale skov Jagtenborg Skov. Shelterne har fra starten været populære, men der er ingen toiletter i nærheden. Det vil nu blive ændret, idet Nyborg Byråd har besluttet at etablere et offentligt toilet ved shelterpladsen og frigivet 155.000 kroner til formålet. 



REGION MIDTJYLLAND



THEM



Renovering af vandbehandlingsanlæg

Vandbehandlingsanlægget i Them Svømmehal opfylder ikke kravene i det nye badevandsregulativ som trådte i kraft 1. juli 2017. For at der fortsat kan svømmes i Them Svømmehal, kræves der derfor en omfattende renovering af vandbehandlingsanlægget, hvor blandt andet vandomsætningstiden skal forbedres. Silkeborg Byråd gav forleden et anlægstilskud på syv mio. kroner til renoveringen.



Them Hallerne har oplyst, at svømmehallen lukker 1. maj næste år, og at det nye vandbehandlingsanlæg kan stå klar 1. september.



SUNDS



26 familieboliger

Herning Byråd godkendte forleden anlægsbudgettet - skema A - for 26 familieboliger på Alfagrunden i Sunds, som boligselskabet Fællesbo er bygherre på.



Boligerne bliver i to etager, og der arbejdes med to boligtyper, hvor den ene type er 115 kvm og den anden 69 kvm. Bygningerne foreslås opført som energiproducerende huse, som producerer mere energi end de bruger.



Anskaffelsessummen er beregnet til 50,836 mio. kroner.



REGION NORDJYLLAND



SKAGEN



Udskiftning af døre og vinduer

Boligforeningen Nordlys har søgt Frederikshavn Kommune om godkendelse af låneoptagelse til finansiering af forbedringsarbejder i boligforeningens afdeling 12 - Skarpæsvej 114-180 i Skagen.



Boligforeningen vil udskifte døre og vinduer i afdelingen, der har 37 lejemål, og regner med at skulle bruge i omegnen af 5,3 mio. kroner på projektet.



FREDERIKSHAVN



Almene boliger

Frederikshavn Byråd behandlede forleden to sager vedrørende Frederikshavn Boligforenings afdeling Vinkelgården i Frederikshavn, dels en helhedsplan for afdelingen og dels en sag om nyopførelse af 14 almene familieboliger i tagetagen mod Peter Møllers Gade.



Helhedsplanen omfatter renovering af afdelingens 66 boliger.



Hele bebyggelsen får ny klimaskærm ved såvel tag som facader, og alle lejligheder efterisoleres. Renoveringen omfatter blandt andet også nye installationer for vand, varme, afløb og el for 48 boligers vedkommende. Disse boliger får også ventilationsanlæg med indblæsning i opholdsrum og udsugning i køkken og bad. Boligerne energirenoveres til 2015 niveau, og der bliver også tale om en let renovering af udearealerne.



Byrådet godkendte anlægsbudgettet for renoveringen, hvor den foreløbige anskaffelsessum ifølge skema A er beregnet til 86.978.091 kroner.



Byrådet godkendte også den foreløbige anskaffelsessum på 25.741.000 kroner for opførelse af de 14 nye boliger, boligforeningen vil tilføje til afdelingen.



De 14 nye boliger skal etableres i tagetagen på Peter Møllers Gade. De nye lejligheder indrettes i størrelse på 80, 94 og 101 kvm.



SÆBY



Opførelse af dagligvarebutik

Frederikshavn Byråd har vedtaget lokalplan SAE.C.04.01.01 endeligt efter endt høring.



Lokalplanen gør det muligt at opføre en dagligvarebutik på 1.200 kvm på Nordens Allé i Sæby.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.156