REGION SJÆLLAND
SLAGELSE
Opgradering af genbrugsplads
Slagelse Byråd har vedtaget Lokalplan 1144, Genbrugsbutik og haveaffaldsplads på genbrugsstationen i Skovsø, Slagelse endeligt.
Lokalplanen giver mulighed for en ny indretning af den eksisterende genbrugsplads ved Skovsøvej, således at det bliver nemmere og mere overskueligt for kunder på pladsen at bevæge sig rundt. Derudover giver lokalplanen mulighed for, at eksisterende haveaffaldsplads på Assensvej sammenlægges med genbrugspladsen i Skovsø, og at der etableres en genbrugsbutik i tilknytning til pladsen.
REGION MIDTJYLLAND
ODDER
Byggemodning
Odder Kommune har 15 grunde tilbage til salg i Odder Vestby, hvorfor forvaltningen forbereder en ny byggemodning af 34 parcelhusgrunde og tre storparceller ved Bendixminde, etape 1, Odder Vestby. Med etablering af en ny stamvej, regnvandsbassiner samt fremføring af forsyninger, forberedes området også for fremtidige private og offentlige udstykninger.
For at kunne sælge parcelhusgrundene så tidligt som muligt, har forvaltningen i tidsplanen valgt at opdele byggemodning af de 34 parcelhusgrunde i to dele, hvor første del omfatter 23 parcelhusgrunde og anden del 11 parcelhusgrunde.
Forvaltningen er i gang med at udarbejde et byggemodningsprojekt og det forventes, at der kan afholdes en udbudsrunde med entreprenører i januar 2018. Byggemodningsarbejdet forventes igangsat efter byrådets endelige godkendelse af lokalplan nr. 1134 i februar. Byggemodningen forventes at være afsluttet i januar 2019.
Odder Byråd sagde forleden god for, at der ydes en anlægsbevilling på 21,6 mio. kroner til byggemodningen.
SILKEBORG
Vejforlængelse
Silkeborg Byråd har godkendt forslag til lokalplan 10-026 og 10-026-A for forlængelse af Drewsensvej og tilhørende forslag til kommuneplantillæg, der herefter fremlægges i offentlig høring i otte uger.
Den endelige stillingtagen til hvilken linjeføring, der skal realiseres, afventer den offentlige høring af planforslagene.
Lokalplan 10-026 og Kommuneplantillæg nr. 19 redegør for hovedforslaget, hvor Drewsensvejs forlængelse føres under Søndre Ringvej, og der etableres en hank mellem Herningvej og krydset ved Vestergade.
Lokalplan 10-026-A og Kommuneplantillæg nr. 19-A redegør for det alternative forslag, hvor Drewsensvejs forlængelse etableres syd for jernbanen.
Der holdes borgermøde 15. januar.
KIBÆK
Regnvandsbassin
Herning Byråd har godkendt et forslag til lokalplan for et rekreativt område ved Vorgodvej i Kibæk.
Herning Vand ønsker at etablere et regnvandsbassin på et areal syd for Vorgodvej i Kibæk, hvilket bliver muligt med den nye lokalplan. Lokalplanen giver også mulighed for etablering af nye parkeringspladser mod Vorgodvej.
Området anvendes i dag til grønt område med anlæg til fritidsformål som for eksempel legeplads, multibane og en lavvandet sø med badebro, som bruges til skøjtesø om vinteren.
REGION NORDJYLLAND
HJØRRING
Udvikling af bymidte
På baggrund af et ønske om at forskønne og udvikle bebyggelse og offentlige arealer i området ved Jernbanegade, Vendsyssel Teater og Mammutpladsen i Hjørring er der udarbejdet et forslag til lokalplan og et forslag til kommuneplantillæg.
Hjørring Byråd godkendte forslagene forleden, og de fremlægges nu i offentlig høring i otte uger.
Det er lokalplanens formål at sikre de planmæssige rammer for realisering af to konkrete og sideløbende projekter.
Dels en udbuds- og arkitektkonkurrence for den kommunale hjørneejendom på Jernbanegade/Banegårdspladsen, der blandt andet rummer det gamle Sysselting, og dels en bymidtestrategi, der nytænker Hjørring Bymidte og indarbejder konkrete forslag til regnvandshåndtering i Hjørring bymidte.
Det er blandt andet planen at anlægge et aktivitetsstrøg i vestsiden af Mammutpladsen med regnvandsafledning som rekreativt og forskønnende element.
Regnvandet ledes til den gamle politigrund, hvor et stort regnvandsbassin med flere anvendelsesmuligheder og tilføjelsen af grønne elementer gør politigrunden til en naturlig forlængelse af Amtmandshaven.
SÆBY
Etablering af kunstgræsbane
Idrætsforeningen Skjold har fremsendt en ansøgning om et lån på 1.000.000 kroner til etablering af kunstgræsbane på foreningens anlæg på Kjeldgaardsvej 25 i Sæby til Frederikshavn Kommune.
Det er IF Skjolds mål at få etableret et belyst kunstgræsareal med en 11-mands fodboldbane, og anlægsbudgettet er 3,5 mio. kroner.
Frederikshavn Byråd besluttede forleden at imødekomme ansøgningen om et lån.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Slagelse, Odder, Silkeborg, Kibæk, Hjørring og Sæby